Kapitel 3 Gødning
Den erhvervsdrivende skal føre logbog over modtaget, afgivet og anvendt kvælstof i gødning. Kvælstof i gødning beregnes i henhold til den lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, som til enhver tid er gældende.
Ved overførsel af gødning mellem økologiske og ikke-økologiske produktionsenheder, omfattet af bekendtgørelsens § 6, nr. 1 og 2, tilhørende samme fysiske eller juridiske person, jf. rådsforordningens artikel 9, stk. 7-9, finder bekendtgørelsens § 14, tilsvarende anvendelse.
Ved drift af både økologiske og ikke-økologiske produktionsenheder, omfattet af bekendtgørelsens § 6, nr. 1 og 2, tilhørende samme fysiske eller juridiske person, skal der for de økologiske produktionsenheder hvert år senest den 31. marts udarbejdes en særlig gødningsopgørelse for den afsluttede planperiode. Gødningsopgørelsen skal udarbejdes i gødningsopgørelsesblanketten, der er tilgængelig på Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs hjemmeside, og skal kunne fremvises ved kontrollen.
Bælgafgrøder i sædskiftet
På en økologisk bedrift skal der være et sædskifte, hvor der indgår bælgafgrøder som hoved-, mellem- eller efterafgrøder, som svarer til 20% af omdriftsarealet. Dette skal fremgå af indberetningen i bekendtgørelsens § 12.
Stk. 2 Ved bælgafgrøde forstås:
-
1) Afgrøde, der udelukkende består af arter fra ærteblomstfamilien.
-
2) Korn sammen med storfrøede arter fra ærteblomstfamilien, hvor disse udgør minimum 50% af frøene i blandingen.
-
3) Græsblandinger, hvor småfrøede arter fra ærteblomstfamilien udgør minimum 15% af frøene i blandingen.
På en økologisk bedrift skal der dyrkes kulstoflagrende afgrøder svarende til 50% af bedriftens indberettede areal med hoved-, mellem- eller efterafgrøder. Dette skal fremgå af indberetningen i bekendtgørelsens § 12.
Stk. 2 Ved kulstoflagrende afgrøder forstås:
-
1) Græs, græsblandinger, kløver og lucerne permanent eller i omdrift.
-
2) Udlæg af græs, græsblandinger, kløver, og mellem-/efterafgrøder.
-
3) Energiafgrøder, skovkulturer, frugttræer og buske med bunddække af græs.
En certificeret virksomhed, der anmelder et parti økologisk sædekorn, markfrø eller grøntsagsfrø til markkontrol efter de til en hver tid gældende bekendtgørelser om henholdsvis sædekorn, markfrø og grøntsagsfrø, skal i anmeldelsen angive navn, adresse og certificeringsnummer på de certificerede økologiske jordbrugere, der forestår fremavlen.
En certificeret bedrift, der anvender ikke-økologiske frø til fremavl af sædekorn, markfrø eller grøntsagsfrø skal kunne dokumentere, at der er tale om fremavl.