Ved lukning af en spilkonto skal tilladelsesindehaver hurtigst muligt og senest 5 arbejdsdage efter lukningen udbetale saldoen fra spillerens spilkonto til spilleren. Der må ikke kræves et gebyr for lukningen.
Stk. 2 Ved lukning af en midlertidig spilkonto på baggrund af § 6, stk. 2, kan alene resterende indsatte midler på spilkontoen tilbageføres til spilleren. Eventuelle vundne gevinster tilfalder tilladelsesindehaver.
Stk. 3 Ved lukning af en spilkonto på tilladelsesindehavers foranledning skal tilladelsesindehaver sende en begrundet afgørelse med dokumentation til spilleren. En kopi af afgørelsen skal sendes til Spillemyndigheden.