Kapitel 6 Fradrag i kapitalen i fondsmæglerselskaber
Ved opgørelsen af kapitalgrundlaget i fondsmæglerselskaber foretages fradrag i henhold til stk. 6-9 for følgende:
-
1) Årets løbende underskud.
-
2) Foreslået udbytte.
-
3) Immaterielle aktiver.
-
4) Skatteaktiver.
-
5) Den akkumulerede værdiændring af sikringsinstrumenter ved sikring af betalingsstrømme.
-
6) Den akkumulerede værdiændring af forpligtelser til dagsværdi som følge af ændring i egen risiko fratrukket eventuelle tilsvarende akkumulerede værdiændringer af aktiver til dagsværdi som følge af samme ændringer i egen risiko.
-
7) Den forholdsmæssige andel af solvenskapitalkravet, jf. § 126 c i lov om finansiel virksomhed, i et associeret gruppe 1-forsikringsselskab svarende til den del af den tegnede kapital i selskabet, som direkte eller indirekte besiddes. Fradraget reduceres med et beløb svarende til forskellen mellem følgende beløb, idet fradraget dog ikke kan blive mindre end nul:
-
a) Den forholdsmæssige andel af kapitalgrundlaget, jf. § 126 c, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, i gruppe 1-forsikringsselskabet.
-
b) Værdien af den pågældende ejerandel, som den indgår i balancen, med tillæg af værdien af kapitalelementer, der medregnes i gruppe 1-forsikringsselskabets kapitalgrundlag.
-
-
8) Den forholdsmæssige andel af minimumsbasiskapitalen, jf. § 126, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, i et associeret gruppe 2-forsikringsselskab svarende til den del af den tegnede aktie- og garantikapital i selskabet, som direkte eller indirekte besiddes. Såfremt det individuelle solvensbehov mindst svarer til minimumsbasiskapitalen, fradrages også forskellen mellem det individuelle solvensbehov og minimumsbasiskapitalen i gruppe 2-forsikringsselskabet. Det samlede fradrag reduceres med et beløb svarende til forskellen mellem følgende beløb, idet fradraget dog ikke kan blive mindre end nul:
-
a) Den forholdsmæssige andel af basiskapitalen i gruppe 2-forsikringsselskabet.
-
b) Værdien af den pågældende ejerandel, som den indgår i balancen, med tillæg af værdien af ansvarlig lånekapital, herunder ansvarlig lånekapital fra andre koncernvirksomheder, der medregnes i gruppe 2-forsikringsselskabets basiskapital efter § 36, stk. 1, nr. 1.
-
-
9) Direkte og indirekte ejede kapitalandele i dattervirksomheder og associerede virksomheder, der er kreditinstitutter, fondsmæglerselskaber I, investeringsforvaltningsselskaber eller finansieringsinstitutter, jf. dog stk. 5 og 6. Kapitalandele i finansieringsinstitutter, hvis hovedvirksomhed er at erhverve kapitalandele eller at udføre forretninger for egen regning med et eller flere af de i bilag 5 i lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter, skal ikke fradrages. Indirekte ejede kapitalandele, som er fradraget af et datterforsikringsselskab, kreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab eller et associeret forsikringsselskab, kreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab efter nr. 9 eller § 35, stk. 2, nr. 2, og indirekte ejede kapitalandele, som er fradraget eller undtaget af et datterforsikringsselskab eller et associeret forsikringsselskab efter § 35, stk. 4, skal ikke fradrages.
-
10) Kapitalandele i andre kredit- og finansieringsinstitutter og fondsmæglerselskaber I, der udgør mere end 10 pct. af disses aktiekapital, som ikke er omfattet af nr. 9, jf. dog stk. 5 og 6. Endvidere fradrages fondsmæglerselskabets efterstillede kapitalindskud i de nævnte virksomheder.
-
11) Summen af kapitalandele og efterstillede kapitalindskud i andre kredit- og finansieringsinstitutter og fondsmæglerselskaber I, som ikke er omfattet af nr. 9 og 10, og som overstiger 10 pct. af kapitalgrundlaget uden de i nr. 5-8, og 10, og de i denne bestemmelse nævnte fradrag, jf. dog stk. 5 og 6.
-
12) Summen af kapitalandele i en anden virksomhed eller virksomheder i samme koncern samt belånte kapitalandele i en anden virksomhed, som ikke er omfattet af nr. 7-11, der overstiger 15 pct. af kapitalgrundlaget efter fradrag i medfør af nr. 7-11, jf. dog stk. 5. Ved opgørelsen indgår endvidere aktiekøbs- og aktiesalgsforretninger m.v.
-
13) Summen af kvalificerede andele i andre virksomheder, der ikke er omfattet af nr. 7-12, og som overstiger 60 pct. af kapitalgrundlaget efter fradrag i medfør af nr. 7-11, jf. dog stk. 5. Ved opgørelsen indgår endvidere aktiekøbs- og aktiesalgsforretninger m.v.
Stk. 2 Reguleringerne efter stk. 1, nr. 5 og 6, kan være positive eller negative.
Stk. 3 For forsikringsselskaber efter stk. 1, nr. 7 og 8, der ikke har vedtægtsmæssigt hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union, eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, anvendes ved beregningen det kapitalkrav, der fremkommer efter hjemlandets regler, dog mindst det kapitalkrav, der ville være fremkommet, hvis forsikringsselskabet havde vedtægtsmæssigt hjemsted inden for Unionen.
Stk. 4 Ved opgørelsen af stk. 1, nr. 8, litra a og b, for et associeret gruppe 2-forsikringsselskab, der selv besidder associerede forsikringsvirksomheder, opgøres basiskapitalen i § 32, stk. 1, nr. 5, litra a, før fradrag for disse selskabers kapitalkrav, når selskabernes kapitalkrav allerede er fradraget efter § 35, stk. 1, nr. 4 og 5.
Stk. 5 Beløbet i stk. 1, nr. 8, litra a, opgøres før fradrag for følgende:
-
1) Andele i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber eller investeringsforvaltningsselskaber efter § 35, stk. 2, nr. 2, hvis de pågældende virksomheder indgår i konsolideringen efter kapitel 12 i lov om finansiel virksomhed.
-
2) Direkte og indirekte ejede aktiver efter § 35, stk. 2, nr. 3, i det omfang disse aktiver allerede er omfattet af denne bestemmelse ved opgørelsen af kapitalgrundlaget i den ejende fondsmæglervirksomhed.
Stk. 6 Uanset stk. 1, nr. 7-12, skal andele i tilknyttede selskaber ikke fradrages, når andelene er erhvervet midlertidigt, og erhvervelsen er sket som et led i en rekonstruktion.
Stk. 7 Uanset stk. 1, nr. 9-11, skal kapitalandele i kredit- og finansieringsinstitutter samt fondsmæglerselskaber I, som sammen med fondsmæglerselskabet er omfattet af konsolidering, jf. § 170, stk. 1, 2 og 4, i lov om finansiel virksomhed, ikke fradrages. Dette gælder ligeledes for efterstillede kapitalindskud i kredit- og finansieringsinstitutter samt fondsmæglerselskaber I omfattet af konsolideringen.
Stk. 8 Fradragene efter stk. 1, nr. 1-4, skal fradrages den egentlige kernekapital.
Stk. 9 Reguleringerne efter stk. 1, nr. 5 og 6, foretages i kernekapitalen og kan være positive eller negative.
Stk. 10 Fradragene efter stk. 1, nr. 7-13, fradrages for halvdelens vedkommende i kernekapitalen og for den anden halvdels vedkommende i den supplerende kapital, jf. dog stk. 10.
Stk. 11 Såfremt halvdelen af reduktionerne efter stk. 1, nr. 7-13, er større end den supplerende kapital, fradrages den overskydende del i kernekapitalen.