Bekendtgørelse om opgørelse af beskæftigelseskrav og beregning af sygedagpenge m.v. § 10

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 937 af 24. juli 2024

Opgørelse af timetal og timefortjeneste for lønmodtagere med ikke på forhånd fastsat arbejdstid eller timefortjeneste
§ 10

Til lønmodtagere med ikke på forhånd fastsat arbejdstid eller timefortjeneste beregnes sygedagpenge fra arbejdsgiver under sygefraværet på grundlag af det gennemsnitlige antal arbejdstimer og den gennemsnitlige timefortjeneste hos arbejdsgiver i de seneste 4 uger før sygdommens indtræden.

Stk. 2 Samme beregningsmåde kan anvendes for lønmodtagere, hvis beskæftigelse ved sygdommens indtræden er eller under sygeperioden midlertidigt ville have været afbrudt på grund af produktionsstop som følge af råvaremangel, vejrlig og lignende, såfremt timefortjenesten ikke kan fastslås.

Stk. 3 Hvis antallet af arbejdstimer i 4-ugers perioden ikke kan anses for sædvanligt, anvendes det gennemsnitlige antal arbejdstimer og den gennemsnitlige timefortjeneste inden for de seneste 13 uger før sygdommens indtræden.

Stk. 4 Til lønmodtagere med ikke på forhånd fastsat arbejdstid beregnes sygedagpenge fra kommunen under sygefraværet på grundlag af det gennemsnitlige antal arbejdstimer i de seneste 4 uger før sygdommens indtræden, som oplyst af arbejdsgiver. En lønmodtager med ikke på forhånd fastsat arbejdstid, der kan dokumentere, at antallet af arbejdstimer i 4-ugers perioden ikke kan anses for sædvanligt, har efter anmodning ret til at få beregnet sygedagpengene fra kommunen ud fra det gennemsnitlige antal arbejdstimer og den gennemsnitlige timefortjeneste i de seneste 3 afsluttede kalendermåneder forud for første fraværsdag. Kommunen beregner sygedagpengene efter principperne i § 6.