De risikovægtede poster for bruttopræmier og bruttopræmieindtægter, jf. § 417 b, stk. 4, nr. 5, litra a, i lov om finansiel virksomhed, skal opgøres som præmiekravet med fradrag for genforsikring tillagt afgifter til offentlige myndigheder opkrævet sammen med præmierne.
Stk. 2 Præmiekravet opgøres som det største af beløbet for bruttopræmier og bruttopræmieindtægter for den seneste 12-måneders periode. For forsikringsklasse 11-13, jf. bilag 7 i lov om finansiel virksomhed, skal bruttopræmierne og bruttopræmieindtægterne for den seneste 12-måneders periode forhøjes med 50 pct.
Stk. 3 Bruttopræmierne og bruttopræmieindtægterne opgøres i overensstemmelse med reglerne for bruttopræmier og bruttopræmieindtægter i bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.
Stk. 4 Genforsikringsandelen af præmiekravet opgøres på grundlag af de 3 seneste regnskabsår som forholdet mellem summen af forsikringsselskabets udbetalte erstatninger for egen regning og summen af udbetalte bruttoerstatninger.