Kapitel 1 Generelle bestemmelser
Denne bekendtgørelse finder anvendelse for gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner eller grupper omfattet af § 166, stk. 1 og 2, i lov om forsikringsvirksomhed.
Stk. 2 Et gruppe 1-forsikringsselskabs opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen skal ud over reglerne i artikel 83-221 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) foretages i overensstemmelse med §§ 4-11, § 15 og § 16.
Stk. 3 Opgørelse af solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen ved anvendelse af standardformlen skal ud over reglerne i artikel 336-338 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) foretages i overensstemmelse med § 12, § 15 og § 16.
I denne bekendtgørelse forstås ved:
-
1) Forsikringsrisiko: Risikoen for tab eller en ugunstig udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af uhensigtsmæssige antagelser i forbindelse med prissætning og opgørelse af hensættelser.
-
2) Markedsrisiko: Risikoen for tab eller for negativ forandring i den finansielle situation som direkte eller indirekte følger af bevægelser i niveauet og volatiliteten for markedspriserne på aktiver, passiver og finansielle instrumenter.
-
3) Kreditrisiko: Risikoen for tab eller ugunstig forandring i den finansielle situation som følge af bevægelser i kreditværdigheden hos emittenter af værdipapirer, modparter og debitorer, som forsikringsselskaber er udsatte for i form af modpartsrisici, kreditspændsrisici eller koncentrationer af markedsrisici.
-
4) Operationel risiko: Risikoen for tab som følge af utilstrækkelige eller fejlbehæftede interne processer, medarbejderfejl eller systemfejl eller som følge af udefra kommende begivenheder.
-
5) Koncentrationsrisiko: Alle risikobehæftede engagementer med et potentielt tab, der er stort nok til at kunne true forsikringsselskabets solvens eller finansielle stilling.