Et gruppe 1-forsikringsselskab skal ved anvendelse af standardformlen opgøre solvenskapitalkravet som summen af følgende:
-
1) Det primære solvenskapitalkrav opgjort i overensstemmelse med § 5.
-
2) Kapitalkravet til dækning af operationel risiko opgjort i overensstemmelse med artikel 204 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).
-
3) Den justering, der foretages for at tage hensyn til de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte skatters tabsabsorberende evne, opgjort i overensstemmelse med artikel 205-207 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).
Stk. 2 Et gruppe 1-forsikringsselskab skal ved opgørelsen af solvenskapitalkravet tage hensyn til de anmeldte regler for beregning og fordeling af realiseret resultat, jf. § 21, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal desuden tage hensyn til virkningen af risikobegrænsende teknikker, forudsat at kreditrisikoen og andre risici forbundet med anvendelsen af sådanne teknikker er korrekt afspejlet i solvenskapitalkravet.