Bekendtgørelse om oplysnings- og dokumentationspligt for investeringsinstitutter med minimumsbeskatning § 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1148 af 7. november 2024

Meddelelse om et investeringsinstituts valg af status som minimumsbeskattet
§ 1

Meddelelse om, at et investeringsinstitut vælger at være minimumsbeskattet, skal af det pågældende investeringsinstitut eller instituttets forvaltningsselskab indsendes til Skatteforvaltningen senest den 31. december i kalenderåret før det kalenderår, som meddelelsen skal have virkning fra.

Stk. 2 Hvis et nyoprettet investeringsinstitut indsender meddelelse om valg af status som investeringsinstitut med minimumsbeskatning til Skatteforvaltningen senest 2 måneder efter oprettelsen, dog senest den 31. december i oprettelsesåret, har valget virkning fra det kalenderår, hvor investeringsinstituttet er oprettet. Det er en betingelse, at valget om at være minimumsbeskattet er truffet samtidig med oprettelsen.

Stk. 3 En meddelelse efter stk. 1 eller 2 skal indeholde følgende oplysninger:

  • 1) For danske investeringsinstitutter m.v. navn, adresse og skattemæssigt hjemsted og for udenlandske investeringsinstitutter navn, adresse, skattemæssigt hjemsted og hjemland.

  • 2) CVR-nummer, SE-nummer eller tilsvarende udenlandsk identifikation.

  • 3) Investeringsinstituttets m.v. ISIN-kode og eventuelle LEI-kode.

  • 4) Vedtægter og dokumentation for at bestyrelsen i investeringsinstituttet m.v. har truffet beslutning om, at investeringsinstituttet m.v. skal være minimumsbeskattet.

  • 5) Hvis investeringsinstituttet ikke er dansk, skal det oplyses, hvilken type juridisk enhed investeringsinstituttet anses for i hjemlandet.

  • 6) Er investeringsinstituttet opdelt i andelsklasser, skal investeringsinstituttet oplyse navn, SE-nummer og ISIN-kode på hver andelsklasse samt hvilken afdeling andelsklasserne tilhører.

  • 7) Kontaktoplysninger til anmelder, herunder navn, e-mail og telefonnummer inklusive landekode.

Stk. 4 Meddelelse skal indsendes for det investeringsinstitut, som efter dansk skattepraksis anses for at være et selvstændigt skattesubjekt. I de tilfælde, hvor et investeringsinstitut er opdelt i afdelinger m.v., som hver udgør et selvstændigt skattesubjekt, skal der indsendes en meddelelse om hver enkelt afdeling. For et investeringsinstitut, som er opdelt i andelsklasser, sker vurderingen samlet for hele investeringsinstituttet henholdsvis afdelingen. Det er en betingelse for, at et investeringsinstitut opdelt i andelsklasser kan opnå status som investeringsinstitut med minimumsbeskatning, at forskellen mellem andelsklasserne kun består i, at administrationsudgifterne skævdeles og/eller at der er forskel på, hvilken valuta der anvendes, og/eller at den ene andelsklasse rent faktisk udbetaler minimumsindkomsten, mens den anden andelsklasse er teknisk udbetalende.

Stk. 5 Oprettes der efterfølgende nye andelsklasser i et investeringsinstitut, der fortsat opfylder betingelserne for at være minimumsbeskattet, skal der indsendes oplysning herom. I den forbindelse skal andelsklassens navn og ISIN-kode oplyses.

Stk. 6 Overflyttes en minimumsbeskattet afdeling i en UCITS til en anden UCITS, eller overflyttes en minimumsbeskattet afdeling i en kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond til en anden kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond, skal der inden den i stk. 1 nævnte frist indsendes oplysninger, som nævnt i stk. 3, om den nye, overflyttede afdeling.