Bekendtgørelse om ordninger under afvikling i Danmarks Eksport- og Investeringsfond § 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1758 af 11. december 2023

§ 2

Ved forpligtelsens ophør foretages afregning mellem staten og Danmarks Eksport- og Investeringsfond, såfremt reguleringen af den konkrete ordning tilsiger det. Dette kan indebære, at et eventuelt samlet tab på ordningen dækkes af staten, eller at Danmarks Eksport- og Investeringsfond skal tilbagebetale et eventuelt overskud eller overskydende tabsramme.

Stk. 2 Ordningens resultat før tabsrammer opgøres som Danmarks Eksport- og Investeringsfonds indtægter på de konkrete forretninger fraregnet tab på de konkrete forretninger samt administrations- og fundingomkostninger. Eventuelle andre tabsdækninger end tabsrammen, f.eks. fra Den Europæiske Investeringsfond, som har til formål at øge kapaciteten til at indgå flere forretninger eller tage større risici under ordningen, indgår ikke i opgørelsen.

Stk. 3 Samlet tab på ordningen forstås som et underskud ved opgørelsen af resultatet i stk. 2.

Stk. 4 Overskud på ordningen forstås som et overskud ved opgørelsen af resultatet i stk. 2.

Stk. 5 Overskydende tabsramme forstås som tildelte tabsrammer, der ikke ender med at blive modsvaret af tilsvarende samlet tab, jf. stk. 3.

Stk. 6 Såfremt et eventuelt samlet tab på ordningen dækkes af staten, kan Danmarks Eksport- og Investeringsfond, uanset stk. 1, inden forpligtelsens ophør opkræve dækning fra staten på baggrund af foreløbige opgørelser. Det forudsættes i sådanne tilfælde, at der er en klar formodning om, at ordningen vil ende med et samlet tab, der overstiger den evt. afsatte tabsramme.

Stk. 7 Såfremt Danmarks Eksport- og Investeringsfond skal tilbagebetale et eventuelt overskud eller overskydende tabsramme, kan Danmarks Eksport- og Investeringsfond, uanset stk. 1, inden forpligtelsens ophør foretage tilbagebetalinger fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond til staten på baggrund af foreløbige opgørelser. Det forudsættes i sådanne tilfælde, at der er en klar formodning om, at ordningen enten vil ende med et overskud eller overskydende tabsrammer.