I denne bekendtgørelse forstås ved:
-
1) Overtagelsestilbud eller tilbud: Et offentligt tilbud til aktionærer i et selskab, der har en eller flere aktieklasser optaget til handel på et reguleret marked, om hel eller delvis erhvervelse af deres aktier, som følger efter erhvervelse af kontrol med målselskabet eller har erhvervelse af kontrol med målselskabet som formål, uanset om tilbuddet er pligtmæssigt eller frivilligt.
-
2) Målselskab: Det selskab, hvis aktier er genstand for et tilbud.
-
3) Tilbudsgiver: En fysisk eller juridisk person, som giver meddelelse om et tilbud enten som følge af tilbudspligt eller som et frivilligt tilbud.
-
4) Personer, der handler i forståelse med tilbudsgiveren eller målselskabet: Fysiske eller juridiske personer, som samarbejder med tilbudsgiveren eller målselskabet i henhold til en aftale, der kan være udtrykkelig eller stiltiende, mundtlig eller skriftlig, om at opnå kontrol med målselskabet eller lægge hindringer i vejen for tilbuddet.
-
5) Pligtmæssigt tilbud eller tilbudspligt: Et tilbud, som en erhverver er forpligtet til at fremsætte i medfør af § 45 i lov om kapitalmarkeder.
-
6) Konkurrerende tilbud: Et tilbud, der gives meddelelse om, på et målselskab, hvor der allerede er givet meddelelse om et overtagelsestilbud, som ikke er afsluttet.
-
7) Frivilligt tilbud: Et tilbud fremsat i henhold til § 47 i lov om kapitalmarkeder.
-
8) Alternativ investeringsfond: En enhed, som defineret i § 3, stk. 1, nr. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.