Kapitel 1 Anvendelsesområde og definitioner
Bekendtgørelsen fastsætter de nærmere regler for, hvilke prismodeller udbyderne af visse typer af betalingsinstrumenter skal anvende, samt hvordan betalingsmodtagernes betaling efter prismodellerne skal beregnes, jf. lov om betalinger § 123, stk. 4 og stk. 5.
Stk. 2 Bekendtgørelsen finder anvendelse på betalingstransaktioner i den fysiske handel, når betalingstransaktionen afvikles med et betalingsinstrument forsynet med chip omfattet af § 7, nr. 18, i lov om betalinger.
Stk. 3 Bekendtgørelsen finder kun anvendelse på nationale betalingskortordninger, hvis anvendelse omfatter en væsentlig del af det samlede antal transaktioner i Danmark.
Stk. 4 Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på betalingsinstrumenter, der benyttes ved gennemførelsen af kredittransaktioner.
I denne bekendtgørelse forstås ved:
-
1) Indløser: En udbyder af betalingstjenester, der har indgået aftale med en betalingsmodtager om modtagelse og bearbejdning af betalingstransaktioner med henblik på at overføre midler til betalingsmodtageren.
-
2) En kredittransaktion: En kortbaseret betalingstransaktion, hvor transaktionsbeløbet fuldt ud eller delvist debiteres betaleren på en på forhånd aftalt bestemt dato i en kalendermåned i overensstemmelse med en på forhånd fastlagt kreditfacilitet, med eller uden renter.
-
3) National betalingskortordning: Et fælles sæt af regler, praksisser, standarder og/eller gennemførelsesretningslinjer for kortbaserede betalingstransaktioner, der er adskilt fra enhver infrastruktur eller ethvert betalingssystem, som ligger til grund for ordningens drift, og som omfatter beslutningstagende organer, organisationer eller enheder, der har ansvaret for ordningens funktion, og der i al væsentlighed kun modtages i Danmark.
-
4) Fysisk handel: Afvikling af en betalingstransaktion, der forudsætter fysisk tilstedeværelse af betaler og betalingsmodtager.
-
5) Aktørerne bag de kommercielle aftaler for et betalingsinstrument: Indløser og de organisationer, der repræsenterer betalingsmodtageres interesser i forbindelse med forhandlinger af aftaler om et betalingsinstrument.
-
6) Gennemsnitlig transaktionsværdi: Den gennemsnitlige sum af værdien af de af bekendtgørelsen omfattede transaktioner opgjort over de seneste 4 kvartaler.
-
7) Akkumuleret afvigelse: Den fortløbende beregnede sum af årlige afvigelser mellem betalingsmodtagernes faktiske samlede betaling i et kalender år og den maksimale betaling i den senest gennemførte omkostningsundersøgelse.
Kapitel 2 Beregning af betalingen
Betalingsmodtager betaler et abonnement eller en procentvis sats til dækning af omkostningerne ved driften af et betalingssystem.
Stk. 2 Betalingsmodtager kan vælge mellem de prismodeller, der fremgår af § 5 og § 6 nedenfor, når betalingsmodtager indgår en aftale med indløser om modtagelse af det pågældende betalingskort.
Betalingsmodtager betaler som udgangspunkt et abonnement til dækning af omkostningerne ved driften af betalingssystemet, jf. dog valgmuligheden i § 3, stk. 2 og stk. 3.
Stk. 2 Det årlige abonnement per interval for betalingsmodtagere med en gennemsnitlig transaktionsværdi under eller lig med 175 kr. er fastsat i bilag 2.
Stk. 3 Det årlige abonnement per interval for betalingsmodtagere med en gennemsnitlig transaktionsværdi over 175 kr. er fastsat i bilag 3.
Betalingsmodtager betaler alternativt en procentvis sats til dækning af omkostningerne ved driften af betalingssystemet, jf. valgmuligheden i § 3, stk. 2 og stk. 3.
Stk. 2 Den procentvise sats per interval er fastsat i bilag 4.
Hvis aktørerne bag de kommercielle aftaler for et betalingsinstrument er enige, kan de forelægge erhvervsministeren et forslag til ændring i antal intervaller og abonnement per interval eller procentvise satser.
Stk. 2 Forslaget fra aktørerne bag de kommercielle aftaler til ændringer, jf. stk. 1, skal være underskrevet af alle aktørerne bag de kommercielle aftaler for et betalingsinstrument.
Kapitel 3 Summen af betalingerne
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen gennemfører hvert andet år en undersøgelse af omkostningerne ved driften af et betalingssystem.
Stk. 2 Omkostningsundersøgelsen gennemføres i ulige kalenderår og omhandler omkostningerne ved driften af et betalingssystem for det foregående kalenderår.
Den samlede maksimale sum af betalinger i det enkelte kalenderår fastsættes på baggrund af de omkostninger, der er fastsat ved den senest gennemførte omkostningsundersøgelse efter § 8.
Stk. 2 Den samlede årlige sum af betalinger i et betalingssystem i det enkelte kalenderår må ikke være højere end de omkostninger (100 pct.) ved driften af et betalingssystem, der er fastsat ved den senest gennemførte omkostningsundersøgelse, jf. dog § 10.
Henvisningen til § 5, stk. 3, er forkert, da bestemmelsen ikke findes. De endelige abonnementssatser og procentsatser i et kalenderår kan afvige fra de satser, der er angivet i § 5, stk. 3 og 4 og § 6, stk. 2, hvis summen af de faktiske betalinger er større eller mindre end de omkostninger, der er forudsat efter § 8.
Stk. 2 Såfremt den faktiske samlede sum af betalinger i et kalenderår er større eller mindre end forudsat efter § 8, medregnes dette i den akkumulerede afvigelse.
Stk. 3 Såfremt den akkumulerede afvigelse udgør en overopkrævning i forhold til den senest gennemførte omkostningsundersøgelse, skal indløser reducere abonnementssatserne og procentsatserne for det efterfølgende kalenderår, jf. stk. 2, således at indløser ikke viderefører en akkumuleret overopkrævning i forhold til den senest gennemførte omkostningsundersøgelse i det efterfølgende kalenderår. Indløser skal reducere alle abonnementssatser og procentsatser i de fastsatte intervaller forholdsmæssigt lige meget.
Stk. 4 Såfremt den akkumulerede afvigelse udgør en underopkrævning i forhold til den senest gennemførte omkostningsundersøgelse, kan indløser forhøje abonnementssatserne og procentsatserne for det efterfølgende kalenderår, jf. stk. 2. Satserne kan ikke forhøjes mere end til maksimalt at modsvare den akkumulerede underopkrævning, jf. dog stk. 5. Indløser skal forhøje alle abonnementssatser og procentsatser i de fastsatte intervaller forholdsmæssigt lige meget.
Stk. 5 Indløser kan videreføre en akkumuleret underopkrævning på op til 10 pct. i forhold til den senest gennemførte omkostningsundersøgelse i det efterfølgende kalenderår. Såfremt indløser ikke forhøjer abonnementssatserne og procentsatserne for det efterfølgende kalenderår i henhold til stk. 4, fastsættes den akkumulerede underopkrævning for det efterfølgende kalenderår til ikke mere end 10 pct. i forhold til den senest gennemførte omkostningsundersøgelse.
Kapitel 4 Opkrævning mv.
Betalingsmodtagere, der betaler et abonnement til dækning af omkostningerne, jf. § 5, kan vælge, om opkrævningen skal ske én gang per kvartal eller en én gang pr. måned. Betalingsmodtager kan vælge at skifte mellem månedlig eller kvartalsmæssig opkrævning med et kvartals varsel til indløser. Opkrævningen sker bagudrettet.
Stk. 2 Betalingsmodtagere, der betaler en procentvis sats til dækning af omkostningerne, jf. § 6, opkræves én gang per måned bagudrettet. Opkrævningen omfatter alene transaktioner gennemført den senest afsluttede måned. I de tilfælde, hvor en betalingsmodtager skifter interval, og dermed procentvis opkrævning som følge af et højere eller lavere antal transaktioner, foretager indløseren således ikke en efterregulering af de forudgående 12 måneders opkrævninger.
Senest samtidig med opkrævningen af betalingerne for første kvartal i ét kalenderår skal indløser offentliggøre de nye abonnementssatser efter § 5 og procentvise satser efter § 6 samt den forventede samlede sum af betalinger efter prismodellerne i §§ 5 og 6 for det nye kalenderår.
Stk. 2 I forbindelse med offentliggørelsen af de nye abonnementssatser og procentsatser skal indløser offentliggøre antallet af transaktioner og den samlede faktiske sum af betalinger for det forløbne kalenderår.
Kapitel 5 Tilsyn m.v.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af §§ 3-13 i bekendtgørelsen.
Stk. 2 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan kræve indløsers vilkår, herunder standardvilkår, ændret.
Stk. 3 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens øvrige tilsynsbeføjelser følger af §§ 145 og 146 i lov om betalinger.
Kapitel 6. Ikrafttrædelses- og overgangsregler
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2021.
Stk. 2 For så vidt angår efterregulering af eventuelle afvigelser fra den seneste gennemførte omkostningsundersøgelse for kalenderåret 2020, finder de hidtil gældende regler anvendelse, jf. § 10, stk. 2 og 3 i bekendtgørelse nr. 878 af 12. juni 2020.
Stk. 3 Bekendtgørelse nr. 878 af 12. juni 2020 om beregning af det årlige abonnement i henhold til § 123, stk. 4 og 5, i lov om betalinger ophæves.