Ansøgning om tilladelse efter §§ 5, 7, 9 a eller 9 b i investeringsscreeningsloven og anmeldelse om godkendelse efter §§ 10 eller 11 i investeringsscreeningsloven skal bl.a. indeholde de oplysninger, der følger af stk. 2-6, og §§ 6 eller 7 i denne bekendtgørelse.
Stk. 2 Oplysninger efter stk. 1 om det ansøgte eller anmeldte omfatter bl.a. følgende:
-
1) Formålet med investeringen eller aftalen og et resumé.
-
2) Den omtrentlige værdi af investeringen eller aftalen.
-
3) Dato for investeringens gennemførelse eller aftalens ikrafttrædelse.
Stk. 3 Oplysninger efter stk. 1 om den danske virksomhed eller enhed (målvirksomhed) omfatter bl.a. følgende:
-
1) Kontaktoplysninger, herunder eventuelt CVR-nummer samt eventuel hjemmesideadresse for målvirksomheden.
-
2) Målvirksomhedens ejerforhold, herunder eventuelle datterselskaber samt diagram over målvirksomhedens samlede ejerkæde inden investeringens gennemførelse eller aftalens ikrafttrædelse.
-
3) Ved ansøgning om tilladelse efter §§ 5 og 7 i investeringsscreeningsloven: Oplysninger om hvilken særlig følsom sektor eller aktivitet efter investeringsscreeningslovens § 6, stk. 1, som målvirksomheden hører under.
-
4) En beskrivelse af målvirksomhedens forretningsaktiviteter, herunder markedsandel og væsentlige konkurrenter.
Stk. 4 Oplysninger efter stk. 1 om den udenlandske investor omfatter bl.a. følgende:
-
1) Kontaktoplysninger for den udenlandske investor, herunder CVR-nummer og hjemmesideadresse. Er den udenlandske investor en juridisk person uden CVR-nummer, skal selskabsregistret, hvori den juridiske person er registreret, og registreringsnummeret angives, samt oplysninger om vedkommendes eventuelle skatteidentifikationsnummer i hjemlandet. Officielt bevis, der højst må være 3 måneder gammelt, for, at den juridiske person er lovligt bestående i hjemlandet, skal vedlægges. Er den udenlandske investor en fysisk person, angives statsborgerskab og pasoplysninger.
-
2) Den direkte investors ejerforhold, herunder beskrivelse og diagram over hele ejerkæden med angivelse af ejerandele og stemmerettigheder for hver ejer i ejerkæden efter den forventede gennemførelse af investeringen eller ikrafttrædelse af aftalen.
-
3) Oplysninger om, hvorvidt den udenlandske investor eller ejere i dennes ejerkæde direkte eller indirekte kontrolleres af en udenlandsk regering, udenlandske statslige organer eller udenlandske væbnede styrker, herunder gennem ejerforhold eller betydelig finansiering.
Stk. 5 Ved anmeldelser efter investeringsscreeningslovens §§ 10 eller 11, skal der udover oplysningerne i stk. 2-4, angives hvilke forhold, der navnlig har begrundet anmeldelsen, herunder hvordan det anmeldte vurderes at kunne udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed eller offentlige orden.
Stk. 6 Stk. 3, nr. 2 og 4, finder ikke anvendelse ved stiftelse af nye virksomheder (Greenfield-investeringer) efter investeringsscreeningslovens § 5, stk. 5.