Bekendtgørelse om produktgodkendelsesprocedurer Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 245 af 7. marts 2023

Kapitel 4 Særlige regler for distributører
§ 14

En distributør skal forstå de finansielle instrumenter eller strukturerede indlån og vurdere disses opfyldelse af behovene hos de kunder, som distributøren yder investeringsservice, bl.a. under hensyntagen til den afgrænsede målgruppe.

Stk. 2 Distributøren skal sikre, at denne kun udbyder eller anbefaler finansielle instrumenter eller strukturerede indlån, når dette er i kundens interesse.

Organisatoriske krav
§ 15

En distributør, der distribuerer finansielle instrumenter eller strukturerede indlån, skal sikre, at

  • 1) relevante medarbejdere har de nødvendige kvalifikationer til at forstå karakteristika og risici for instrumenter eller indlån, som virksomheden udbyder eller anbefaler, de tjenesteydelser, som virksomheden leverer, og den afgrænsede målgruppes behov, karakteristika og målsætninger,

  • 2) distributørens ledelsesorgan har den faktiske kontrol over distributørens produktstyringsordning,

  • 3) distributørens compliancefunktion overvåger udviklingen og den periodiske gennemgang af produktstyringsordninger for at mindske risikoen for, at distributøren ikke overholder sine forpligtelser i medfør af § 5 og dette kapitel, og

  • 4) compliancerapporterne til distributørens ledelsesorgan systematisk omfatter oplysninger om de produkter, som distributøren udbyder eller anbefaler, og de tjenesteydelser, som distributøren leverer.

§ 16

Samarbejder flere virksomheder om distribution af et finansielt instrument, struktureret indlån eller en tjenesteydelse, har den virksomhed, der har det direkte kundeforhold, det endelige ansvar for at opfylde forpligtelser fastsat i dette kapitel om produktgodkendelse og produktstyring, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 En virksomhed, der fungerer som mellemled, skal

  • 1) sikre, at relevante produktoplysninger sendes fra produktudvikleren til distributøren, der har den direkte kundekontakt,

  • 2) stille oplysninger til rådighed for produktudvikleren om produktsalg til brug for produktudviklerens overholdelse af sine produktstyringsordninger, og

  • 3) lade produktstyringsforpligtelserne omfatte produktudviklere i det omfang, at det er relevant i forhold til den leverede tjeneste.

Afgrænsning af målgruppe
§ 17

En distributør skal etablere passende produktstyringsordninger til sikring af, at de finansielle instrumenter, strukturerede indlån og tjenesteydelser, som distributøren ønsker at udbyde eller anbefale, er forenelige med en afgrænset målgruppes behov, karakteristika og målsætninger, herunder eventuelle bæredygtighedsrelaterede mål og at den tilsigtede distributionsstrategi er i overensstemmelse med den afgrænsede målgruppe.

Stk. 2 Ved vurderingen, jf. stk. 1, skal distributøren på passende vis identificere og vurdere omstændighederne og behovene hos de kunder, som distributøren har til hensigt at fokusere på, for at sikre, at kundernes interesser ikke kompromitteres som følge af kommercielt pres eller finansieringspres.

Stk. 3 Distributøren skal afgrænse målgruppen for det pågældende finansielle instrument eller strukturerede indlån, selvom målgruppen ikke er afgrænset af produktudvikler.

Stk. 4 Distributøren skal afgrænse enhver gruppe af kunder, hvis behov, karakteristika og målsætninger det finansielle instrument, strukturerede indlån eller tjenesteydelsen ikke er foreneligt med. I tilfælde hvor det finansielle instrument, strukturerede indlån eller tjenesteydelse omfatter bæredygtighedsfaktorer skal denne afgrænsning ikke tage højde for bæredygtighed.

Stk. 5 Distributøren skal regelmæssigt revurdere de investeringsprodukter, den udbyder eller anbefaler, og de tjenesteydelser, den leverer, under hensyntagen til eventuelle begivenheder, som materielt kunne påvirke de potentielle risici for den afgrænsede målgruppe. Distributøren skal som minimum vurdere, om produktet eller tjenesteydelsen fortsat er i overensstemmelse med den afgrænsede målgruppes behov, karakteristika og målsætninger, herunder eventuelle bæredygtighedsrelaterede mål, og om den tilsigtede distributionsstrategi fortsat er hensigtsmæssig. Distributøren skal genoverveje målgruppen og/eller ajourføre produktstyringsordningerne, hvis den bliver klar over, at den har fejlafgrænset målgruppen for et bestemt produkt eller en bestemt tjenesteydelse, eller at produktet eller tjenesteydelsen ikke længere stemmer overens med den afgrænsede målgruppe, f.eks. hvis produktet bliver illikvidt eller meget volatilt som følge af markedsændringer.

Stk. 6 En distributør, der både producerer og udbyder eller anbefaler et finansielt instrument eller struktureret indlån, kan alene lave én målgruppevurdering.

Udveksling af oplysninger
§ 18

En distributør skal til brug for afgrænsningen af målgruppen og distributionsstrategien for det finansielle instrument, strukturerede indlån eller den pågældende tjenesteydelse, som distributøren ønsker at udbyde eller anbefale, indhente oplysninger om instrumentet, indlånet eller tjenesteydelsen fra produktudviklere.

Stk. 2 Distributøren skal træffe alle rimelige forholdsregler for at indhente passende og pålidelige oplysninger fra andre produktudviklere end dem, der er nævnt i stk. 1, for at sikre, at instrumentet eller indlånet distribueres i overensstemmelse med målgruppens behov, karakteristika og målsætninger.

Stk. 3 Distributøren skal bruge oplysninger indhentet i medfør af stk. 1 og 2 og distributørens oplysninger om egne kunder til at afgrænse målgruppen og distributionsstrategien.

§ 19

En distributør skal stille oplysninger til rådighed for produktudviklere om salg og relevante oplysninger om distributørens løbende vurderinger.