Bekendtgørelse om produktgodkendelsesprocedurer § 9

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 245 af 7. marts 2023

§ 9

En produktudvikler skal sikre, at der foreligger procedurer for at forebygge, identificere og håndtere interessekonflikter ved produktion af et finansielt instrument eller et struktureret indlån.

Stk. 2 Produktudvikleren skal ved udformningen af et finansielt instrument eller et struktureret indlån sikre, at udformningen af det finansielle instrument, herunder dets karakteristika, hverken har negative virkninger for slutkunder eller medfører problemer med markedsintegritet ved at gøre det muligt for produktudvikleren at afbøde eller afhænde sine egne risici eller eksponering for produktets eller indlånets underliggende aktiver, hvis produktudvikleren i forvejen er i besiddelse af de underliggende aktiver for egen regning.

Stk. 3 Produktudvikleren skal analysere potentielle interessekonflikter og navnlig vurdere, om det finansielle instrument eller det strukturerede indlån skaber en situation, hvor der kan opstå negative virkninger for slutkunderne, hvis de

  • 1) eksponeres modsatrettet den eksponering, som produktudvikleren tidligere selv havde, eller

  • 2) eksponeres modsatrettet den eksponering, som produktudvikleren ønsker at have efter salget af produktet.

Stk. 4 Produktudvikleren skal inden lanceringen af det finansielle instrument eller strukturerede indlån vurdere, om instrumentet eller indlånet vil true de finansielle markeders velordnede funktion eller stabilitet.