En prøvedeltager tilmelder sig både den skriftlige og den mundtlige del af prøven, og de to dele aflægges i samme prøvetermin, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2 Lederen hos den prøveafholdende udbyder kan efter ansøgning fra prøvedeltager meddele tilladelse til, at den skriftlige eller den mundtlige del af Prøve i Dansk 1, Prøve i Dansk 2, Prøve i Dansk 3 eller Studieprøven aflægges i en senere prøvetermin, hvis prøvedeltageren på grund af dokumenteret sygdom ikke har været i stand til at aflægge den skriftlige del og den mundtlige del i samme prøvetermin. Sygdom dokumenteres ved en aktuel lægeerklæring.
Stk. 3 Bestås kun den skriftlige eller den mundtlige del af Studieprøven, kan prøvedeltageren aflægge den del af prøven, som ikke blev bestået, i en senere prøvetermin.