Til brug for bedømmelsen ved omprøver, der meddeles i medfør af § 58, stk. 5, nr. 1, udpeger lederen hos den prøveafholdende udbyder nye bedømmere. Til brug for ombedømmelse af prøver som nævnt i § 59, stk. 1, nr. 1, samt til brug for bedømmelsen ved omprøver, der meddeles i medfør af, § 59, stk. 1, nr. 2, udpeger Styrelsen for International Rekruttering og Integration nye bedømmere. Antallet af bedømmere skal være det samme som ved den prøve, der er blevet påklaget.
Stk. 2 Ved ombedømmelse skal bedømmerne have forelagt sagens akter, herunder opgaven, besvarelsen, klagen, de oprindelige bedømmeres udtalelser med klagers bemærkninger hertil, samt lederen hos den prøveafholdende udbyders udtalelse i sagen.
Stk. 3 Bedømmerne skal ved ombedømmelse træffe afgørelse om karakterfastsættelsen og angive begrundelsen herfor. Bedømmernes virke er omfattet af forvaltningsloven, herunder reglerne om inhabilitet og tavshedspligt.
Stk. 4 Karakterfastsættelsen ved ombedømmelsen samt begrundelsen herfor meddeles lederen hos den prøveafholdende udbyder.