Ansøgning om tilskud til sæsonbetonede omkostninger, jf. § 3, skal indeholde følgende oplysninger:
-
1) Virksomhedsnavn og CVR-nr.
-
2) Oplysning om og dokumentation for
-
a) størrelsen på den afholdte omkostning, jf. § 3, stk. 1, nr. 1, litra a, herunder ved angivelse af faktura eller anden relevant dokumentation for indgåelse af aftale og betaling, eller
-
b) størrelsen på den manglende dækning af omkostning, jf. § 3, stk. 1, nr. 1, litra b, grundet svigtende indtægter, som følge af myndighedernes COVID-19-relaterede restriktioner.
-
-
3) Oplysning om, at omkostningen er forårsaget af, at virksomheden har været afskåret fra at kunne gennemføre den planlagte økonomiske aktivitet i perioden eller på anden vis ikke har kunnet afsætte et sæsonbetonet produkt, eller at virksomheden har måttet foranstalte ekstraordinære tiltag til nedtagning, omforarbejdning, destruktion mv. som følge af de COVID-19-relaterede restriktioner, jf. § 1, stk. 1.
-
4) Oplysning om, at der er iværksat rimelige og forventelige tabsbegrænsningsforanstaltninger.
Stk. 2 Virksomheden skal indsende en erklæring om al øvrig de minimis-støtte, som virksomheden har modtaget i indeværende og de to foregående regnskabsår i medfør af Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 eller øvrige de minimis-forordninger.
Stk. 3 Virksomheden skal under strafansvar, jf. § 13, på tro og love erklære, at de afgivne oplysninger efter stk. 1 og 2, er korrekte. Erklæringen kan tilgås via den digitale løsning på virk.dk.
Stk. 4 Virksomheden har pligt til at give Erhvervsstyrelsen meddelelse om forhold, der kan medføre tilskuddets bortfald.