En person, der er åbenlyst uddannelsesparat eller jobparat, jf. § 1, kan kun få hjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik, hvis den pågældende står til rådighed for arbejdsmarkedet. En person, der er åbenlyst uddannelsesparat, skal dog kun stå til rådighed for arbejdsmarkedet, indtil den pågældende skal påbegynde uddannelse på ordinære vilkår. En person, der er uddannelsesparat, jf. § 1, kan kun få hjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik, hvis den pågældende står til rådighed for uddannelse på ordinære vilkår eller en indsats rettet mod uddannelse på ordinære vilkår.
Stk. 2 En jobparat person, som modtager kontanthjælp eller overgangsydelse og ikke er omfattet af integrationsprogrammet efter integrationsloven, og som er påbegyndt tilbud om uddannelse efter §§ 96 eller 97 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, er under uddannelsen fritaget fra pligten efter §§ 13 og 13 a i lov om aktiv socialpolitik til at være aktivt jobsøgende og stå til rådighed for henvist arbejde.
Stk. 3 En person, der modtager uddannelseshjælp, kontanthjælp eller overgangsydelse og ikke er omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven, har ikke pligt til at tage imod eller til at deltage i uddannelsestilbud efter § 97 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Personen vil kunne udeblive eller ophøre i uddannelsestilbuddet og er under deltagelse i tilbuddet fritaget fra pligten til at være aktivt jobsøgende og stå til rådighed for henvist arbejde efter §§ 13 og 13 a i lov om aktiv socialpolitik.