En person, der er aktivitetsparat, bortset fra en person, der er omfattet af § 6, nr. 5, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal kunne overtage rimeligt arbejde med dags varsel.
Stk. 2 Personen skal kunne overtage arbejde ved arbejdstids begyndelse dagen efter, at personen er henvist til arbejdet af jobcenteret eller anden aktør, medmindre personen henvises til arbejdet med tiltrædelse samme dag.
Stk. 3 En person skal kunne og ville møde til samtaler, tilbud m.v., jf. § 6, stk. 1, og § 7, stk. 1, dagen efter, at personen har modtaget indkaldelse hertil fra jobcenteret eller anden aktør.
Stk. 4 Personen skal kunne møde i tilbuddet dagen efter, at tilbuddet er modtaget med digital post fra jobcenteret eller med almindelig post, hvis personen er fritaget fra at modtage digital post, jf. § 131 i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats. Tilbud, der er givet i forbindelse med en jobsamtale eller ved, at personen er gjort opmærksom på tilbuddets startdato på anden vis, f.eks. ved en helhedsorienteret plan, brev eller telefon, kan dog igangsættes på et andet tidspunkt.