En person, der er aktivitetsparat, bortset fra en person, der er omfattet af § 6, nr. 5, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal som udgangspunkt kunne og ville overtage rimeligt arbejde med en samlet daglig transporttid fra bopæl til arbejdssted på op til 3 timer med offentlige transportmidler. Efter 3 måneders sammenlagt ledighed skal personen kunne overtage arbejde med en samlet daglig transporttid på mere end 3 timer med offentlige transportmidler. I særlige tilfælde skal personen dog kunne overtage arbejde med en samlet daglig transporttid fra bopæl til arbejdssted på op til 4 timer med offentlige transportmidler, jf. dog stk. 4.
Stk. 2 Hvis personen bor i et område, hvor det er nødvendigt med længere transporttid end sædvanligt, må den pågældende acceptere denne transporttid, jf. dog stk. 4.
Stk. 3 En person, der er mellem- eller højtuddannet, skal uanset daglig transporttid kunne overtage arbejde, hvis det er nødvendigt for at få ledige stillinger besat med kvalificeret arbejdskraft, jf. dog stk. 4.
Stk. 4 Kommunen skal altid for en person, der modtager hjælp som aktivitetsparat, vurdere, om der er andre konkrete forhold, som kan begrunde, at personen ikke har pligt til at acceptere en vis daglig transporttid, jf. stk. 1-3, f.eks. alvorlig psykisk sygdom, misbrugsproblemer, hjemløshed m.v.