Kapitel 3 Dagpenge under de første 14 dages sygdom
Et medlem, som får dagpenge under de første 14 dages sygdom, jf. § 62, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., er ikke omfattet af kravet om at været tilmeldt som arbejdssøgende, jf. § 6.
Stk. 2 Medlemmet kan tidligst få dagpenge under sygdom fra den dato, medlemmet har meldt sig syg hos a-kassen, jf. dog stk. 3.
Stk. 3 A-kassen kan udbetale dagpenge under sygdom fra første sygedag, selv om medlemmet ikke har meldt sig syg, hvis der foreligger en fyldestgørende begrundelse for, at medlemmets sygemelding ikke er sket rettidigt.
Stk. 4 I perioden, hvor medlemmet modtager dagpenge under de første 14 dages sygdom, har medlemmet ikke pligt til at overtage henvist arbejde, søge arbejde, booke samtaler, møde til samtaler og aktiviteter samt deltage i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. §§ 6-14.
Stk. 5 Et medlem kan få dagpenge under de første 14 dages sygdom, uanset om medlemmet ikke opholder sig i Danmark, jf. § 4, hvis der foreligger særlige omstændigheder herfor.
Et medlem, der er omfattet af en mindre intensiv indsats for visse persongrupper, jf. kapitel 17 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, har ikke pligt til at deltage i jobsamtaler som led i kontaktforløbet i jobcenteret, a-kassen eller hos anden aktør. Medlemmet har dog pligt til at deltage i en rådighedssamtale, som a-kassen har indkaldt til.
Stk. 2 Medlemmet har heller ikke pligt til at deltage i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 3 Medlemmet har ikke pligt til at søge arbejde. For et medlem, der er omfattet af en arbejdsfordelingsordning, gælder fritagelsen for pligten til at være jobsøgende dog kun i de første 6 uger af arbejdsfordelingsordningen. Når medlemmet skal søge arbejde, skal medlemmet også deltage i job- og rådighedssamtaler i a-kassen.
Stk. 4 Medlemmet har pligt til at overtage relevant henvist arbejde. Relevant arbejde omfatter arbejde, som medlemmet kan varetage i den periode, hvor pågældende er omfattet af en mindre intensiv indsats.
Et medlem, der deltager i tilbud om en erhvervsuddannelse, jf. §§ 96 og 97 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, har ikke pligt til at søge arbejde og stå til rådighed for henvist arbejde.
Et medlem, der deltager i tilbud efter § 97 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, har ikke pligt til at søge arbejde og stå til rådighed for henvist arbejde.
Stk. 2 Et medlem, der deltager i tilbud efter § 97 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, er fritaget for pligten til at deltage i jobsamtaler og aktiviteter i a-kassen efter § 12, stk. 1-3, herunder også pligten til selvbooking af samtaler med a-kassen efter §§ 10 og 11, stk. 1. Medlemmet har dog pligt til at deltage i en rådighedssamtale, som a-kassen har indkaldt til.
Stk. 3 Et medlem, der deltager i tilbud efter § 97 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, er fritaget for pligten til at deltage i tilbuddet, samt pligten til at deltage i andre tilbud, herunder tilbud som allerede er påbegyndt, jf. § 12, stk. 4.
Et medlem, der deltager i jobrettet uddannelse, er fritaget fra rådighed, jf. § 50, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Et medlem kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet i resten af en orlovsperiode fra et arbejde, hvis perioden er over 4 uger, og medlemmet ikke har mulighed for at genoptage arbejdet med det samme.
Stk. 2 Et medlem kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet imellem to perioder med barselsorlov, hvis perioden er over 4 uger.
Et medlem kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet, selv om medlemmet har borgerligt ombud eller andet hverv i det offentliges interesse, som begrænser muligheden for at overtage arbejde.
Et medlem, som har ret til at få udbetalt dagpenge, og som efter repatrieringslovens § 6 af kommunalbestyrelsen har fået tilladelse til deltagelse i praktik eller uddannelsesforløb eller i rekognosceringsrejser til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, med henblik på senere at træffe beslutning om repatriering, anses for at opfylde rådighedsbetingelserne i § 62, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. under sin deltagelse heri.
Stk. 2 I perioden, hvor medlemmet deltager i et forløb efter stk. 1, har medlemmet ikke pligt til at opholde sig i Danmark, overtage henvist arbejde, søge arbejde, booke samtaler, møde til samtaler og aktiviteter samt deltage i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. §§ 4, 7-12 og 14.
Stk. 3 Et medlem, som har ret til at få udbetalt dagpenge, og som deltager i et forløb efter repatrieringslovens § 6, har pligt til at meddele sin a-kasse om, at pågældende af kommunalbestyrelsen har fået tilladelse til at deltage i et forløb efter stk. 1.