Kapitel 8 Medlemmets oplysningspligt
Et medlem skal oplyse a-kassen om alle forhold, som kan have betydning for medlemmets rådighed, herunder om bopælsadresse, sygdom, ferie og andre begrænsninger i rådigheden. Medlemmet skal herudover oplyse om sin jobsøgning i joblog, om deltagelse i og eventuel udeblivelse fra samtaler, aktiviteter og tilbud samt om afslag på eller ophør i tilbud og arbejde.
Stk. 2 Medlemmet skal oplyse a-kassen om deltagelse i uddannelse.
Stk. 3 Medlemmet skal i sit cv give fyldestgørende og korrekte oplysninger om tidligere beskæftigelse, uddannelse, kvalifikationer og øvrige forhold af betydning for, at a-kassen og jobcenteret kan bistå medlemmet med at finde arbejde Medlemmet skal endvidere give a-kassen og jobcenteret adgang til sine cv-oplysninger på Jobnet.
Når et medlem er antruffet i forbindelse med et kontrolbesøg, og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering vurderer, at der er tvivl om medlemmets rådighed, sender Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering en meddelelse herom til a-kassen. A-kassen skal herefter straks ved skriftlig og personlig meddelelse pålægge et medlem at oplyse, fra hvilket tidspunkt medlemmet ønsker at få dagpenge.
Stk. 2 Medlemmet kan tidligst få dagpenge fra den dag, hvor medlemmet retter henvendelse til a-kassen. Hvis medlemmet henvender sig til a-kassen straks efter modtagelsen af meddelelsen og anmoder om dagpenge fra et tidligere tidspunkt, kan medlemmet dog få dagpenge fra det tidligere tidspunkt.