Hvis et medlem ikke anses for at stå til rådighed efter § 31 og §§ 38-41 kan medlemmet ikke få dagpenge.
Stk. 2 Ved en afgørelse om tab af retten til dagpenge, efter at a-kassen har givet medlemmet en frist til at registrere jobsøgning, jf. §§ 39 og 42, skal a-kassen træffe afgørelse om, at medlemmet ikke kan få dagpenge med virkning fra dagen efter fristens udløb.
Stk. 3 Ved en afgørelse om tab af retten til dagpenge, efter at a-kassen ved en rådighedssamtale har vurderet, at medlemmet ikke står til rådighed, skal a-kassen træffe afgørelse om, at medlemmet ikke kan få dagpenge med virkning fra dagen for samtalens afholdelse. Et deltidsforsikret medlem kan igen få dagpenge, når medlemmet i henhold til lov om et indkomstregister har fået indberettet 150 løntimer i en sammenhængende periode, der dækker 3 måneder ved månedsindberetninger, eller 138 løntimer inden for en sammenhængende periode, der dækker 12 uger ved uge- eller 14-dages-indberetninger, jf. dog stk. 6 og 7.
Stk. 4 Et fuldtidsforsikret medlem kan igen få dagpenge, når medlemmet i henhold til lov om et indkomstregister har fået indberettet 300 løntimer i en sammenhængende periode, der dækker 3 måneder ved månedsindberetninger, eller 276 løntimer i en sammenhængende periode, der dækker 12 uger ved uge- eller 14-dages-indberetninger, jf. dog stk. 6 og 7.
Stk. 5 Et deltidsforsikret medlem kan igen få dagpenge, når medlemmet i henhold til lov om et indkomstregister har fået indberettet 150 løntimer i en sammenhængende periode, der dækker 3 måneder ved månedsindberetninger, eller 138 løntimer inden for en sammenhængende periode, der dækker 12 uger ved uge- eller 14-dages-indberetninger, jf. dog stk. 6 og 7.
Stk. 6 For medlemmer, der i perioderne efter stk. 4 og 5 både har fået indberettet løn månedsvis og uge- eller 14-dagesvis, er den seneste indberetning afgørende for, hvilket løntimekrav, jf. stk. 4 og 5, medlemmet skal opfylde. Et medlem skal opfylde det løntimekrav, som gælder for den forsikringsstatus, medlemmet har på det tidspunkt, hvor medlemmet søger om at få dagpenge igen.
Stk. 7 Et medlem kan igen få dagpenge, når medlemmet har haft en samlet indtægt opgjort som A- og B-indkomst samt overskud ved selvstændig virksomhed, jf. § 53, stk. 3, nr. 1-3, i loven, der i et indkomstår udgør mindst 254.328 kr. (2023) for fuldtidsforsikrede og mindst 169.548 kr. (2023) for deltidsforsikrede, og medlemmet i det pågældende år ikke har modtaget dagpenge. Kun indkomstår, der er afsluttet efter det tidspunkt, hvor medlemmet har mistet retten til dagpenge, jf. stk. 1, kan anvendes.
Stk. 8 Opgørelsen af løntimer i stk. 4 og 5 sker efter § 14 i bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge. Kun indberettede løntimer, der vedrører perioder, som ligger efter det tidspunkt, hvor medlemmet har mistet retten til dagpenge, jf. stk. 1, kan medregnes i opgørelsen. Løntimer i en indberetningsperiode, der går henover det tidspunkt, hvor medlemmet har mistet retten til dagpenge, kan medregnes forholdsmæssigt.
Stk. 9 Den periode, inden for hvilken kravet efter stk. 4 og 5 skal være opfyldt, forlænges, hvis der i perioden forekommer syge- eller barselsdagpenge, ferie afholdt inden for ferielovens rammer samt søgnehelligdage og overenskomstmæssige fridage, som ikke kan medregnes til opgørelse af beskæftigelseskravet efter §§ 14 og 15 og §§ 26-28 i bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge.
Stk. 10 Medlemmet kan få dagpenge igen fra den dag i en indberetningsperiode, hvor løntimekravet, jf. stk. 4 og 5, er opfyldt. Medlemmet kan få dagpenge igen fra den dag, hvor a-kassen modtager dokumentation for, at medlemmet opfylder betingelserne i stk. 7.
Stk. 11 Et medlem, der ikke står til rådighed, fordi medlemmet har forbeholdt sin arbejdskraft for en bestemt arbejdsgiver eller arbejdsplads, jf. § 30, kan igen få dagpenge, hvis medlemmet dokumenterer, at årsagen til den manglende rådighed ikke længere er til stede.