Regionernes økonomi er opdelt i følgende tre aktivitetsområder, jf. § 1 i lov om regionernes finansiering:
-
1) Sundhedsområdet.
-
2) Social- og specialundervisningsområdet.
-
3) Det regionale udviklingsområde.
Stk. 2 Opgjort efter udgiftsbaserede principper skal der på sundhedsområdet være balance mellem indtægter og udgifter på årsbudgettet og de flerårige budgetoverslag.
Stk. 3 Opgjort efter omkostningsbaserede principper skal indtægterne være større end eller lig med omkostningerne på social- og specialundervisningsområdet på årsbudgettet og de flerårige budgetoverslag. Tilsvarende gælder for det regionale udviklingsområde. Over- og underskud vedrørende tidligere år betragtes som henholdsvis indtægter og omkostninger.
Stk. 4 Ændringsforslag til forslag til årsbudget skal angive, hvilken bevilling forslaget retter sig imod, samt med hvilket beløb bevillingen ønskes ændret, og hvordan balancen opgjort efter henholdsvis stk. 2 og 3 på hvert af de tre aktivitetsområder i årsbudgettet tilvejebringes.
Stk. 5 Perioden for de flerårige budgetoverslag fastsættes til 3 år. Ændringsforslag til de flerårige budgetoverslag skal have en sådan specifikationsgrad, at oversigter i budget- og regnskabssystemet, som enten skal indsendes til staten, eller som skal foreligge i forbindelse med budgetbehandlingen, umiddelbart skal kunne udfyldes. Ændringsforslag til de flerårige budgetoverslag skal angive, med hvilket beløb posten ønskes ændret, og hvordan balancen opgjort efter henholdsvis stk. 2 og 3 på hvert af de tre aktivitetsområder i de flerårige budgetoverslag tilvejebringes.
Stk. 6 I årsbudgettet og de flerårige budgetoverslag skal indtægter til finansiering af sundhedsområdet, jf. funktionerne 1.90.90-1.90.93 i budget- og regnskabssystemet, være større end nettoserviceudgifterne på sundhedsområdet, der er omfattet af det regionale udgiftsloft, jf. § 11 i budgetloven.
Stk. 7 I årsbudgettet er der adgang til at budgettere med generelle reserver på sundhedsområdet, der maksimalt kan udgøre 1 % af regionens budgetterede nettoserviceudgifter til sundhed, der er omfattet af det regionale udgiftsloft, jf. § 11 i budgetloven.