Foruden værdier registreret i medfør af § 3 registreres følgende oplysninger:
-
1) For lån med pant i fast ejendom registreres det i § 152 e i lov om finansiel virksomhed angivne pantebrevs nominelle værdi. Herudover skal pantesikkerhedens værdi, jf. § 152 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed, ejendommens værdi samt hvilken type ejendom, der er tale om, jf. § 5 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., registreres. Såfremt ejerpantebrev benyttes, jf. § 152 e, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, registreres foruden ejerpantebrevets nominelle værdi, værdien af den underliggende fordring samt ejerpantebrevets opbevaringssted.
-
2) Tilgodehavender, der opstår i forbindelse med terminsbetalinger på og indfrielser af lån sikret ved pant i fast ejendom, skal registreres særskilt.
-
3) For lån sikret ved pant i skibe registreres den nominelle værdi af det pantebrev, der er registreret i Dansk Skibsregister, Dansk Internationalt Skibsregister eller i et andet internationalt skibsregister. Desuden anføres pantesikkerhedens værdi, jf. § 152 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed, samt skibets værdi.
-
4) For byggelån til brug for finansiering af ny- og ombygning af skibe, som ydes uden pant, registreres størrelsen af garanti stillet, jf. § 6 i bekendtgørelse om værdiansættelse af pant og lån i skibe som stilles til sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede obligationer, hvem der har stillet garantien samt skibets forventede værdi ved færdiggørelse.
-
5) For indskud i andre kreditinstitutter anføres kreditinstituttets navn og kontonummer.
-
6) For hvert fondsaktiv registreret i en værdipapircentral skal det kontoførende institut og depotkontonummer anføres.
-
7) For aktiver, der er indlagt i et andet kreditinstitut, anføres tillige kreditinstituttets navn og det depotkontonummer, hvorunder aktivet er indlagt i pengeinstituttet.
-
8) For værdipapirer indlagt i samledepot angives, hvilke værdipapirer der tilhører det enkelte kreditinstitut.
-
9) For indskud på fælleskonti angives den andel, som tilhører det enkelte kreditinstitut.
-
10) For finansielle instrumenter anføres oplysning om, hvem modparten er, hvilket finansielt instrument der er tale om samt andre oplysninger, der kan anvendes til individualisering af det finansielle instrument, herunder kontraktnummer. Herudover anføres værdien af det finansielle instrument samt den regnskabsmæssige værdi, der kan anvendes som sikkerhed for de udstedte obligationer.
-
11) For garantier anføres, hvem der har stillet garantien samt garantiens størrelse og den værdi, garantien indgår med i registeret.
-
12) For andre aktiver anføres tillige opbevaringssted.