Bekendtgørelse om registrering af faderskab og medmoderskab § 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 986 af 26. august 2024

Registrering af faderskab og medmoderskab ved omsorgs- og ansvarserklæring
§ 3

En omsorgs- og ansvarserklæring efter § 2, stk. 1, eller § 3 b, stk. 1, i børneloven indgives til personregisterføreren ved anvendelse af den digitale løsning, som By-, Land- og Kirkeministeriet stiller til rådighed (digital selvbetjening), jf. § 33 a, stk. 1, i børneloven. Skal erklæringen efter § 33 a, stk. 3 eller 4, i børneloven ikke indgives ved digital selvbetjening, skal den indgives på en blanket, jf. § 11, nr. 1 eller 2. Jordemoderen, lægen eller personregisterføreren vejleder herom.

Stk. 2 En omsorgs- og ansvarserklæring, der indgives ved digital selvbetjening, jf. stk. 1, 1. pkt., skal være underskrevet digitalt af begge forældre.

Stk. 3 En omsorgs- og ansvarserklæring, der indgives på en blanket, jf. stk. 1, 2. pkt., skal være underskrevet af begge forældre. Forældrenes underskrifter og dateringens rigtighed skal være bekræftet af en advokat eller 2 vitterlighedsvidner, medmindre begge forældre underskriver blanketten ved møde hos personregisterføreren.

Stk. 4 Efter registreringen sender personregisterføreren meddelelse om registreringen til forældrene. Den originale omsorgs- og ansvarserklæring opbevares i embedets arkiv i 30 år.