Bekendtgørelse om registrering af køretøjer Kapitel 11

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 866 af 19. juni 2023,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 741 af 17. juni 2024 og bekendtgørelse nr. 1087 af 10. oktober 2024

Kapitel 11 Tidsbegrænset eller midlertidig registrering
Umiddelbar kørsel til udlandet
§ 59

Skatteforvaltningen kan i forbindelse med en foreløbig registrering, jf. § 54, udstede en tidsbegrænset registreringsattest, der kun består af Del I, i følgende tilfælde:

  • 1) Den registrerede ejer eller bruger af køretøjet ønsker at anvende køretøjet i udlandet, inden den ordinære registreringsattest kan udstedes.

  • 2) Betingelserne for udstedelse af en erstatning for registreringsattesten er opfyldt, jf. § 58, og den registrerede ejer eller bruger af køretøjet ønsker at anvende køretøjet i udlandet, inden erstatningsattesten kan udstedes.

Stk. 2 Tidsbegrænsningen fastsættes efter formålet med kørslen, dog højst til 4 uger.

Registrering på grænsenummerplader
§ 60

Skatteforvaltningen kan tillade, at et nyt køretøj, der er købt her i landet, registreres tidsbegrænset med grænsenummerplader. Det samme gælder et brugt køretøj, der senest har været registreret her i landet med andet end grænsenummerplader.

Stk. 2 En tilladelse kan gives til en person, der har bopæl her i landet, hvis den pågældende i forbindelse med udvandring eller ophold af længere varighed i udlandet agter at medtage og anvende køretøjet i udlandet. Tilladelse til kørsel på færdselslovens område kan højst gives for 21 dage forud for udrejsen og i forlængelse heraf til kørsel i udlandet i højst 6 måneder yderligere. Er den pågældende udrejst forud for registreringstidspunktet, kan tilladelsen til kørsel på færdselslovens område højst gives for 24 timer i forbindelse med afhentning af køretøjet.

Stk. 3 En tilladelse efter stk. 2 må for køretøjer, der er underkastet periodisk syn efter bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer,

  • 1) § 55, stk. 1, højst gives indtil 1 år fra sidste godkendelsesdato eller fra 1. registreringsdato,

  • 2) § 55, stk. 2, højst gives indtil 2 år fra sidste godkendelsesdato eller fra 1. registreringsdato, og

  • 3) § 55, stk. 3, højst gives indtil 2 år fra sidste godkendelsesdato eller 4 år fra 1. registreringsdato.

Stk. 4 Hvis ansøgeren opfylder betingelserne for at få køretøjet registreret på grænsenummerplader, udsteder Skatteforvaltningen en tidsbegrænset registreringsattest. Er køretøjet godkendt efter § 72, stk. 2, i bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer, anføres dette på registreringsattesten.

Stk. 5 Et køretøj med grænsenummerplader kan ikke omregistreres til anden ejer eller bruger. Grænsenummerplader kan ikke overføres til andet køretøj.

Midlertidig godkendelse i en synsvirksomhed
§ 61

Hvis et køretøj er meddelt en midlertidig godkendelse af en synsvirksomhed efter bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer, kan køretøjet registreres i Køretøjsregisteret, hvis køretøjet i øvrigt opfylder betingelserne for at blive registreret. Det registreres, at godkendelsen er midlertidig.

Stk. 2 Hvis Færdselsstyrelsen imødekommer dispensationsansøgningen, kan køretøjet registreres endeligt. Hvis Færdselsstyrelsen afslår dispensationsansøgningen, bortfalder registreringen.