Bekendtgørelse om registrering af køretøjer Kapitel 16

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 866 af 19. juni 2023,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 741 af 17. juni 2024 og bekendtgørelse nr. 1087 af 10. oktober 2024

Kapitel 16 Betaling
§ 86

Betaling hos myndigheden kan kun ske for ydelser og varer, som kræver personligt fremmøde.

Stk. 2 En virksomhed, der er registreret hos Skatteforvaltningen efter registreringsafgiftslovens §§ 14 og 15 eller autoriseret som nummerpladeoperatør efter kapitel 18 i denne bekendtgørelse, kan afregne betalingen for en afregningsperiode efter opkrævningsloven. En betaling henføres til den afregningsperiode, hvor anmeldelsen til registrering er sket eller en nummerplade m.v. bestilt.

§ 87

Betaling, der er sket ved bestilling af en nummerplade m.v., tilbagebetales ikke, hvis det bestilte ikke afhentes til tiden.

Stk. 2 Ønskes en bestilt nummerplade bragt ud, skal forsendelsesomkostningerne betales ved bestillingen. Nummerplader til autoriserede nummerpladeoperatører leveres gratis.

Stk. 3 Skatteforvaltningen kan tilbagebetale betalingen for en erstatningsnummerplade, jf. §§ 72 og 73, hvis særlige grunde taler derfor.

§ 88

Betaling for et prøvemærke beregnes efter det antal dage, prøvemærket udstedes til.

Stk. 2 Der skal ikke betales for et prøvemærke i en situation som nævnt i § 73, stk. 2.

§ 89

For personer med handicap, som opfylder betingelserne for støtte til erhvervelse af motorkøretøj efter lov om social service, finder § 8 i lov om registrering af køretøjer om betaling for nummerplader ikke anvendelse.

Stk. 2 Ved anmeldelse af køretøjet til registrering skal afgørelsen om støtten eller kopi heraf fremlægges for Skatteforvaltningen.