Skatteforvaltningen kan tillade, at et nyt køretøj, der er købt her i landet, registreres tidsbegrænset med grænsenummerplader. Det samme gælder et brugt køretøj, der senest har været registreret her i landet med andet end grænsenummerplader.
Stk. 2 En tilladelse kan gives til en person, der har bopæl her i landet, hvis den pågældende i forbindelse med udvandring eller ophold af længere varighed i udlandet agter at medtage og anvende køretøjet i udlandet. Tilladelse til kørsel på færdselslovens område kan højst gives for 21 dage forud for udrejsen og i forlængelse heraf til kørsel i udlandet i højst 6 måneder yderligere. Er den pågældende udrejst forud for registreringstidspunktet, kan tilladelsen til kørsel på færdselslovens område højst gives for 24 timer i forbindelse med afhentning af køretøjet.
Stk. 3 En tilladelse efter stk. 2 må for køretøjer, der er underkastet periodisk syn efter bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer,
-
1) § 55, stk. 1, højst gives indtil 1 år fra sidste godkendelsesdato eller fra 1. registreringsdato,
-
2) § 55, stk. 2, højst gives indtil 2 år fra sidste godkendelsesdato eller fra 1. registreringsdato, og
-
3) § 55, stk. 3, højst gives indtil 2 år fra sidste godkendelsesdato eller 4 år fra 1. registreringsdato.
Stk. 4 Hvis ansøgeren opfylder betingelserne for at få køretøjet registreret på grænsenummerplader, udsteder Skatteforvaltningen en tidsbegrænset registreringsattest. Er køretøjet godkendt efter § 72, stk. 2, i bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer, anføres dette på registreringsattesten.
Stk. 5 Et køretøj med grænsenummerplader kan ikke omregistreres til anden ejer eller bruger. Grænsenummerplader kan ikke overføres til andet køretøj.