Skatteforvaltningen kan tillade brug af et ønskenummer på nummerpladen (ønskenummerplade).
Stk. 2 Ønskenummeret skal bestå af mindst to og højst syv latinske bogstaver eller arabiske tal. Et ønskenummer må ikke være egnet til at vække anstød eller medføre ulempe for nogen.
Stk. 3 Hvis flere ansøger om samme nummer, tildeles nummeret den, som Skatteforvaltningen først har modtaget en ansøgning fra.
Stk. 4 Nummerpladen udleveres samtidig med, at køretøjet registreres med ønskenummeret. Registrering skal ske senest 6 måneder efter, at ansøgningen er imødekommet. Er registrering ikke sket inden fristens udløb, fortabes retten til ønskenummeret, og nummerpladen destrueres efter forudgående varsel af den, der har søgt om ønskenummeret.
Stk. 5 Et ønskenummer kan inden for rettighedsperioden overføres til et andet køretøj, som registreres til den, der har retten til at anvende ønskenummeret.
Stk. 6 Ved overdragelse af rettighederne til et ønskenummer skal det køretøj, hvor ønskenummeret på tidspunktet for overdragelsen anvendes, afmeldes fra Køretøjsregisteret, medmindre den, der får retten til ønskenummeret overdraget, samtidig registreres som ejer eller bruger af køretøjet. Retten til et ønskenummer kan kun overdrages til en anden i følgende tilfælde:
-
1) Til rettighedsindehaverens ægtefælle. Tilsvarende gælder i forbindelse med opløsning af et ægteskab.
-
2) Til en person, der er samboende med rettighedsindehaveren, såfremt den fælles bopæl har bestået de seneste 5 år. Tilsvarende gælder i forbindelse med afvikling af den fælles bopæl.
-
3) Til en efterladt ved rettighedsindehaverens død, hvis vedkommende er en nærtstående slægtning eller har haft fælles bopæl med afdøde de sidste 2 år før dødsfaldet.
Stk. 7 Retten til et ønskenummer gælder i 8 år, regnet fra den første registrering af et køretøj med ønskenummeret (rettighedsperioden).
Stk. 8 Retten til et ønskenummer kan forlænges med en ny periode på 8 år mod betaling. Ansøgning om forlængelse skal indgives til Skatteforvaltningen inden rettighedsperiodens udløb, men modtages tidligst 3 måneder før rettighedsperiodens udløb.
Stk. 9 Ønskes retten til at anvende ønskenummeret ikke forlænget, skal ønskenummerpladen afleveres til Skatteforvaltningen eller en autoriseret nummerpladeoperatør senest ved rettighedsperiodens udløb, jf. § 66, stk. 2. Samtidig skal køretøjet afmeldes eller indregistreres med et nyt registreringsnummer.
Stk. 10 Rettighedshaveren kan, hvis ønskenummeret er afmeldt inden rettighedsperiodens udløb, bestille ønskenummeret på ny til registrering til samme ejer eller til en person som nævnt i stk. 6 for den resterende del af rettighedsperioden. En sådan bestilling skal indgives inden et år efter afmeldingen og inden udløbet af rettighedsperioden.