Kapitel 1 Anvendelsesområde
Bekendtgørelsen finder anvendelse for revisorer og revisionsvirksomheder, der ikke har hjemsted her i landet, i et andet EU-land eller i et EØS-land, og som afgiver revisionspåtegning på eller afgiver erklæring om bæredygtighedsrapportering i et årsregnskab eller koncernregnskab for en virksomhed, der ikke har hjemsted her i landet, i et andet EU-land eller i et EØS-land, og hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked i Danmark. 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis revisor eller revisionsvirksomheden er godkendt i et andet EU-land eller EØS-land.
Stk. 2 Ved »tredjelandsrevisor« forstås i denne bekendtgørelse en fysisk person omfattet af stk. 1.
Stk. 3 Ved »tredjelandsrevisionsvirksomhed« forstås i denne bekendtgørelse en juridisk person omfattet af stk. 1.
En tredjelandsrevisor og en tredjelandsrevisionsvirksomhed skal registreres i det offentlige register over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder, jf. revisorlovens § 2, i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse.
Stk. 2 Revisionspåtegninger eller erklæringer om bæredygtighedsrapportering afgivet af tredjelandsrevisorer og tredjelandsrevisionsvirksomheder, som ikke er registreret i overensstemmelse med denne bekendtgørelse, har ingen retsvirkning.