Bekendtgørelse om registrering og noteringer angående ejerlejligheder og bygning på fremmed grund m.v. Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 567 af 30. maj 2024

Kapitel 2 Registrering af ejerlejligheder
§ 3

Anmodning om registrering af en ejendoms opdeling i ejerlejligheder, videreopdeling af ejerlejligheder og ændring af ejerlejligheder skal indgives til Geodatastyrelsen.

§ 4

Anmodning om registrering af en ejendoms opdeling i ejerlejligheder skal indeholde

  • 1) oplysning om de forandringer, der ønskes registreret,

  • 2) en fortegnelse over ejerlejlighederne i ejendommen efter den ønskede forandring,

  • 3) kort over hver ejerlejlighed udarbejdet af en landinspektør med beskikkelse og i formater godkendt af Geodatastyrelsen,

  • 4) erklæring fra en landinspektør med beskikkelse om, at de i ejerlejlighedsfortegnelsen indeholdte oplysninger om beliggenhed og numre er korrekte, og at det angivne samlede areal for hver ejerlejlighed er i overensstemmelse med den af landinspektøren foretagne opmåling,

  • 5) erklæring fra en landinspektør med beskikkelse om, at opdelingen ikke kan ske ved matrikulær udstykning, at ejendommen opdeles i sin helhed, og at ejendommen ikke er en landbrugsejendom,

  • 6) erklæring fra ejendommens ejer om, hvorvidt ejendommen inden for de seneste 5 år har tilhørt en privat andelsboligforening, og

  • 7) de erklæringer og dokumenter, der fremgår af bilag 1, som dokumentation for, at betingelserne for opdeling i lov om ejerlejligheder er opfyldt.

Stk. 2 Fortegnelsen over ejerlejlighederne kan angive ejerlejlighedernes anvendelse og skal angive

  • 1) oplysning om navn på den person, som er ansvarlig for udarbejdelse af fortegnelsen,

  • 2) dato for udarbejdelse,

  • 3) beliggenhed for den opdelte ejendom, angivet med beliggenhedsadressen og matrikelbetegnelse, med mindre ejendommen ligger på søterritoriet,

  • 4) identifikationsnummer (BFE-nummer) for hver ejerlejlighed og for den opdelte ejendom,

  • 5) beliggenhedsadresse for hver ejerlejlighed, og når flere bolig-, erhvervs- eller brugsenheder er tilknyttet ejerlejligheden, adresse for enheder angivet med gadenavn, husnummer, etage mv., hvis særskilt adresse er tildelt,

  • 6) ejerlejlighedsnumre og litra-nummerering, når en ejerlejlighed består af flere fysisk adskilte delarealer,

  • 7) ejerlejlighedernes areal og delarealer opmålt i overensstemmelse med bilag 2, og

  • 8) fordelingstal angivet som brøk.

Stk. 3 Ejerlejlighedskortet skal indeholde

  • 1) oplysning om navn på den landinspektør med beskikkelse, at der har udarbejdet kortet,

  • 2) dato for opmålingen,

  • 3) oplysning om beliggenhedsadressen,

  • 4) en situationsplan, der viser placering af den opdelte ejendoms bygninger på matrikelkortet med angivelse af matrikelbetegnelser, medmindre ejendommen ligger på søterritoriet eller i Danmarks eksklusive økonomiske zone,

  • 5) et oversigtskort, der tydeligt viser fysisk afgrænsning og beliggenhed af ejerlejlighedens areal og arealer i ejendommen når ejerlejligheden består af flere fysisk adskilte delarealer,

  • 6) identifikationsnummer (BFE-nummer) for den opdelte ejendom,

  • 7) ejerlejlighedsnummer,

  • 8) oplysning om ejerlejlighedens areal i m2 og om delarealer i m2,

  • 9) målforhold og

  • 10) angivelse af nordretning.

§ 5

Ved anmodning om registrering af en ejendoms opdeling i ejerlejligheder skal data med geometri for hver ejerlejlighed være overført fra digitalt format godkendt af Geodatastyrelsen. Data med geometri skal indeholde oplysning om identifikationsnummer (BFE-nummer) for den opdelte ejendom og ejerlejlighedsnummer. Koordinater angives med UTM32/ETRS89 som referencesystem. Koordinater skal være fundet ved en opmåling på stedet og være yderpunkter i ejerlejlighedens areal, som dette er opgjort i overensstemmelse med bilag 2, litra B-F.

§ 6

Ved anmodning om registrering af videreopdeling af ejerlejligheder, herunder videreopdeling af en bygning udlagt efter ejerlejlighedslovens § 12, 4. pkt., skal foreligge

  • 1) oplysning om de forandringer, der ønskes registreret,

  • 2) en fortegnelse over ejerlejlighederne efter den ønskede forandring, der omfatter de nye ejerlejligheder og den ejerlejlighed, hvorfra videreopdeling sker,

  • 3) kort over hver ejerlejlighed, der opstår ved videreopdelingen og kort over den ejerlejlighed, hvorfra videreopdeling sker,

  • 4) en erklæring fra en landinspektør med beskikkelse i overensstemmelse med § 4, stk. 1, nr. 4, og

  • 5) de erklæringer og dokumenter, der fremgår af bilag 1 som dokumentation for, at betingelserne for opdeling i lov om ejerlejligheder er opfyldt.

Stk. 2 Ved udarbejdelse af fortegnelse over ejerlejlighederne og ejerlejlighedskort finder § 4, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 Er data med geometri tidligere overført for den ejerlejlighed, hvorfra videreopdeling sker, skal data med geometri for hver ejerlejlighed, der dannes ved videreopdelingen og data med ny geometri for den ejerlejlighed, hvorfra videreopdeling sker, være overført. § 5 finder tilsvarende anvendelse, dog således at det ikke er et krav, at koordinater er fundet ved en opmåling på stedet.

§ 7

Ved anmodning om registrering af andre ændringer af ejerlejligheder end videreopdeling, skal der foreligge

  • 1) oplysning om de forandringer, der ønskes registreret,

  • 2) en fortegnelse over ejerlejlighederne efter den ønskede forandring, der omfatter de ejerlejligheder i ejendommen, hvor en eller flere af de angivelser, der er nævnt i § 4, stk. 2, nr. 3-8, ændres,

  • 3) kort over hver ejerlejlighed, hvor korrektion af ejerlejlighedskortet må ske som følge af ændringen,

  • 4) dokumentation, der sandsynliggør, at ejeren i forhold til de øvrige ejere af ejerlejligheder i den opdelte ejendom, er berettiget til at registrere ændringen, og

  • 5) en erklæring fra en landinspektør med beskikkelse i overensstemmelse med § 4, stk. 1, nr. 4, i den udstrækning der sker ændring i en eller flere af de angivelser, der er nævnt i § 4, stk. 2, nr. 5-7.

Stk. 2 Ved udarbejdelse af fortegnelse over ejerlejlighederne og ejerlejlighedskort finder § 4, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse. Fortegnelsen kan være udarbejdet af andre end en landinspektør med beskikkelse, når en registreringsanmodning alene angår ændring af fordelingstal.

Stk. 3 Er data med geometri tidligere overført for en ejerlejlighed, som ønskes ændret, skal data med ny geometri overføres, hvis geometrien ændres. § 5 finder tilsvarende anvendelse, dog således at det ikke er et krav, at koordinater er fundet ved en opmåling på stedet.

Stk. 4 Ved sammenlægning af ejerlejligheder og arealoverførsel mellem ejerlejligheder, skal der ikke foreligge dokumentation i henhold til stk. 1, nr. 4.

Stk. 5 Sammenlægning af ejerlejligheder og arealoverførsel eller nedlæggelse af et særskilt beliggende delareal af en ejerlejlighed, er ikke betinget af, at det i erklæring efter stk. 1, nr. 5, fremgår, at ejerlejlighedens areal er opmålt, når en landinspektør med beskikkelse erklærer, at arealet er opgjort i overensstemmelse med bilag 2, litra B-F.

Stk. 6 Stk. 1-5 gælder ikke ved opløsning af ejerlejlighedsfællesskabet. Ved opløsning af ejerlejlighedsfællesskabet skal der foreligge oplysning om ejendommens identifikationsnummer (BFE-nummer), matr.nr., ejerlav og adresse, de berørte ejerlejligheders BFE-nummer, ejerlejlighedsnummer og beliggenhedsadresse.

§ 8

Ved anmodning om registrering af nye ejerlejligheder på en ejendom opdelt i ejerlejligheder, som ikke opstår ved videreopdeling af en ejerlejlighed, skal der foreligge

  • 1) en fortegnelse over ejerlejlighederne, der omfatter de berørte ejerlejligheder og de nye ejerlejligheder i ejendommen,

  • 2) kort over hver ny ejerlejlighed,

  • 3) en erklæring fra en landinspektør med beskikkelse i overensstemmelse med § 4, stk. 1, nr. 4, og

  • 4) dokumentation, der sandsynliggør, at der fra ejerne af ejerlejligheder i ejendommen foreligger en beslutning med fornøden tilslutning til oprettelsen af de nye ejerlejligheder.

Stk. 2 Ved opdeling af en hel bygning, der er tilført en opdelt ejendom ved matrikulær sammenlægning eller arealoverførsel, skal der foruden dokumenter og dokumentation efter stk. 1, nr. 1-4, foreligge de erklæringer og dokumenter, der fremgår af bilag 1, som dokumentation for, at betingelserne for opdeling i lov om ejerlejligheder er opfyldt.

Stk. 3 Ved udarbejdelse af fortegnelse over ejerlejlighederne og ejerlejlighedskort finder § 4, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse.

Stk. 4 Data med geometri for hver ny ejerlejlighed skal overføres i overensstemmelse med § 5.

§ 9

Geodatastyrelsen kan anmode om supplerende dokumentation for, at lov om ejerlejligheder ikke er til hinder for registrering, og for at oplysninger om sagens faktiske grundlag i fremsendte erklæringer og dokumenter er korrekte, hvis oplysninger, der foreligger for Geodatastyrelsen, efterlader tvivl herom.

§ 10

Før endelig registrering af nye ejerlejligheder eller ændring af ejerlejligheder, skal Geodatastyrelsen have modtaget meddelelse fra Tinglysningsretten om, at opdelingen eller ændringen kan tinglyses.