Kapitel 1 Afgiftsfritagelse af køretøjer, der udlejes til valutaudlændinge, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 15
Skatteforvaltningen kan efter ansøgning afgiftsfritage motorkøretøjer, der udelukkende anvendes til udlejning til valutaudlændinge, herunder personer med fast bopæl på Færøerne eller i Grønland, hvis betingelserne efter §§ 2 og 3 opfyldes.
Stk. 2 En valutaudlænding er en fysisk eller juridisk person, der efter bekendtgørelse nr. 658 af 11. juli 1994 om valutaforhold anses for at være valutaudlænding.
Udlejningsvirksomheden skal bevise over for Skatteforvaltningen, at virksomheden har en indtjening ved leje af motorkøretøjer, der er registreret i Køretøjsregisteret, til valutaudlændinge.
Stk. 2 For motorcykler, personbiler, varebiler, campingbiler og busser skal lejen udgøre mindst 35 pct. af den afgiftspligtige værdi af motorkøretøjerne på det tidspunkt, hvor køretøjerne anmeldes som valutakøretøjer til Skatteforvaltningen.
Stk. 3 Virksomheden beviser lejeindtægten ved at fremlægge erklæring herom fra en statsautoriseret eller registreret revisor herom. Ved lejeindtægt i udenlandsk valuta skal erklæringen være ledsaget enten af kvittering for, at lejen er indbetalt til en autoriseret valutahandler eller af attest fra en statsautoriseret eller registreret revisor om, at den samlede leje er indbetalt til en autoriseret valutahandler.
Der skal oprettes en lejekontrakt med den enkelte lejer for hvert enkelt køretøj.
Stk. 2 Der skal føres en kørebog for hvert enkelt køretøj med oplysning om lejerens navn og adresse, dato for lejemålets begyndelse og ophør, kilometertællerens udvisende ved lejemålets begyndelse og ophør samt størrelsen af den betalte leje.
Stk. 3 En særskilt kørebog kan undlades, hvis de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, samlet for hvert enkelt køretøj fremgår af virksomhedens regnskab.
Stk. 4 Skatteforvaltningen kan fastsætte yderligere regler om regnskabsførelse m.v.
Kapitel 2 Afgiftsfritagelse af køretøjer, der benyttes til afprøvning af komponenter og udstyr, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 16
Skatteforvaltningen kan efter ansøgning midlertidigt afgiftsfritage køretøjer, som en virksomhed anskaffer og benytter til nødvendig afprøvning af komponenter og udstyr, som virksomheden fremstiller til køretøjer.
Stk. 2 Afgiftsfritagelse kan ske, hvis følgende betingelser opfyldes:
-
1) Køretøjet registreres i virksomhedens navn.
-
2) Virksomheden oplyser Skatteforvaltningen om komponenterne og udstyret, formålet med afprøvningen og den forventede prøveperiode.
-
3) Afprøvningen er nødvendig for teknisk udvikling af komponenterne og udstyret eller for fremskaffelse af dokumentation vedrørende komponenterne og udstyret.
Stk. 3 Et afgiftsfritaget køretøj må alene anvendes til det oplyste testformål.
Kapitel 3 Afgiftsfritagelse af køretøjer, der benyttes som testbil for personer med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 17
Skatteforvaltningen kan efter ansøgning midlertidigt afgiftsfritage specialindrettede biler, som anerkendte almennyttige organisationer anskaffer og benytter til testbiler for personer med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Stk. 2 Afgiftsfritagelse kan ske, hvis følgende betingelser opfyldes:
-
1) Bilen registreres i organisationens navn.
-
2) Organisationen oplyser Skatteforvaltningen om bilens indretning med særligt udstyr.
Stk. 3 En afgiftsfritaget bil må alene anvendes til det oplyste testformål.
Kapitel 4 Afgiftsfritagelse af køretøjer, der tilhører diplomater, internationale organisationer eller lignende, jf. § 2, stk. 2
Skatteforvaltningen kan efter ansøgning afgiftsfritage køretøjer, der tilhører:
-
1) Fremmede staters herværende diplomatiske repræsentationer og de til sådanne repræsentationer knyttede personer.
-
2) Fremmede staters herværende konsulære repræsentationer og de til sådanne repræsentationer knyttede personer.
Stk. 2 Afgiftsfritagelse kan ske, hvis der fremlægges bevis for følgende forhold:
-
1) Identiteten af køretøjet.
-
2) Identiteten af køretøjets ejer.
-
3) At køretøjets ejer er omfattet af stk. 1. Bevis herfor skal være udstedt af Udenrigsministeriet.
Skatteforvaltningen kan efter ansøgning afgiftsfritage køretøjer, der tilhører internationale organisationer og institutioner, som Danmark er medlem af, og de til sådanne organisationer knyttede personer, herunder sagkyndige, som udfører hverv for de pågældende organisationer eller institutioner, samt medlemsstaternes repræsentanter i og udsendinge til sådanne organisationer og institutioner.
Stk. 2 Afgiftsfritagelse gives ikke, hvis køretøjets ejer inden for de sidste 3 år har fået afgiftsfritaget et køretøj.
Stk. 3 Afgiftsfritagelse kan ske, hvis der fremlægges bevis for følgende forhold:
-
1) Identiteten af køretøjet.
-
2) Identiteten af køretøjets ejer.
-
3) At køretøjets ejer er omfattet af stk. 1. Bevis herfor skal være udstedt af Udenrigsministeriet.
Stk. 4 Køretøjet må føres af det af organisationen bemyndigede personale til tjenstlig kørsel.
Kapitel 5 Afgiftsfritagelse af motorkøretøjer, der medbringes fra Færøerne eller Grønland, jf. registreringsafgiftslovens § 3, stk. 1
Skatteforvaltningen kan efter ansøgning midlertidigt afgiftsfritage motorkøretøjer, der af danske statsborgere, herunder færinger og grønlændere, medbringes ved tilflytning fra Færøerne eller Grønland.
Stk. 2 Afgiftsfritagelse kan ske, hvis følgende betingelser opfyldes:
-
1) Tilflytteren skal inden for de sidste 12 år have opholdt sig i mindst 5 år på Færøerne eller i Grønland.
-
2) Køretøjet skal være benyttet af tilflytteren på Færøerne eller i Grønland i mindst 1 år umiddelbart forud for indtræden af pligten til at lade køretøjet registrere i Køretøjsregisteret.
-
3) Opholdet her i landet må ikke overstige 3 år.
-
4) Der skal være betalt afgift af køretøjet på Færøerne eller i Grønland.
Stk. 3 Tilladelsen omfatter kun det køretøj, som er medbragt ved tilflytningen.
Stk. 4 Overskrides det tidsrum, tilladelsen er givet for, eller afhændes motorkøretøjet, forfalder afgiften med det beløb, der skulle have været betalt på tidspunktet for registreringspligtens indtræden.
Stk. 5 Køretøjet må her i landet kun benyttes af tilflytteren og af personer, der tilhører dennes husstand.
Kapitel 6 Lønmodtagere og erhvervsdrivende, der kører over grænsen, jf. registreringsafgiftslovens § 3 a, stk. 1 og 2
Skatteforvaltningen afgør efter ansøgning, om et motorkøretøj efter registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4, jf. stk. 5, må føres afgiftsfrit her i landet af en herboende arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende.
Stk. 2 Et afgiftsfritaget køretøj efter stk. 1 må alene føres af den person, som er omfattet af tilladelsen, og af personer, der hører til den pågældendes husstand.
Tilladelse til afgiftsfri kørsel med et motorkøretøj, der er stillet til rådighed for en arbejdstager, kan gives, hvis den udenlandske arbejdsgiver afgiver erklæring om:
-
1) At køretøjet er omfattet af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4, jf. stk. 5.
-
2) Hvor køretøjet skal anvendes inden for en 12-måneders periode i forhold til dagskriteriet efter § 1, stk. 5, nr. 1, og kilometerkriteriet efter § 1, stk. 5, nr. 2.
-
3) Identifikation af køretøjet.
-
4) Navn og bopælsadresse på den arbejdstager, som får køretøjet stillet til rådighed.
-
5) Arbejdstagerens ansættelsessted og ansættelsesstedets adresse.
Tilladelse til afgiftsfri kørsel med et motorkøretøj, der anvendes af en selvstændig erhvervsdrivende, kan gives, hvis den erhvervsdrivende afgiver erklæring om:
-
1) At køretøjet er omfattet af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4, jf. stk. 5, som følge af, at køretøjet anvendes i forbindelse med udøvelse af en grænseoverskridende beskæftigelse.
-
2) Hvor køretøjet i forhold til dagskriteriet efter § 1, stk. 5, nr. 1, og kilometerkriteriet efter § 1, stk. 5, nr. 2, skal anvendes inden for en 12-måneders periode.
-
3) Identifikation af køretøjet.
-
4) Bopælsadresse på den selvstændige erhvervsdrivende.
-
5) Virksomhedens adresse.
Skatteforvaltningen kan kræve yderligere bevis end nævnt i §§ 10 og 11 for, at kørsel med motorkøretøjet er omfattet af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4, jf. stk. 5.
Stk. 2 Skatteforvaltningen kan efter udløbet af hver 12-måneders periode kræve bevis for, at forholdet har været omfattet af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4, jf. stk. 5.
Kapitel 7 Hyrevogne, jf. registreringsafgiftslovens § 3 a, stk. 10
Skatteforvaltningen kan efter ansøgning afgiftsfritage motorkøretøjer, der er registreret som hyrevogn i udlandet, og som anvendes af en herboende.
Stk. 2 Afgiftsfritagelse kan ske, hvis køretøjet her i landet udelukkende anvendes til erhvervsmæssig personbefordring. Dog er kørsel fra privat bopæl til første tur og kørsel fra sidste tur til privat bopæl tilladt.