Rehabiliteringsteamet indstiller til kommunen, om borgeren skal have et ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension, jf. dog § 17, stk. 3, og § 18, stk. 2, i lov om social pension, hvorefter kommunen kan behandle visse sager om førtidspension uden forudgående forelæggelse for rehabiliteringsteamet.
Stk. 2 I sager om jobafklaringsforløb indstiller rehabiliteringsteamet, hvilken indsats, der skal indgå i jobafklaringsforløbet. Hvis sagen behandles i rehabiliteringsteamet efter ophør af et jobafklaringsforløb, indstiller rehabiliteringsteamet endvidere, om borgeren skal have et nyt jobafklaringsforløb som følge af, at borgeren fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Vurderer rehabiliteringsteamet, at borgeren skal have en anden indsats, end et nyt jobafklaringsforløb, herunder anden beskæftigelsesindsats, ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension, afgiver rehabiliteringsteamet indstilling herom under forudsætning af, at rehabiliteringsplanens forberedende del kan danne grundlag herfor.
Stk. 3 I sager om sygedagpenge visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge indstiller rehabiliteringsteamet, hvilken indsats borgeren skal have.
Stk. 4 Kommunen skal kunne træffe afgørelse i sagen på baggrund af teamets indstilling og oplysningerne i rehabiliteringsplanens forberedende del, og kommunen skal endvidere kunne udarbejde rehabiliteringsplanens indsatsdel på baggrund af teamets indstilling. Teamet skal derfor give en fyldestgørende begrundelse for sin indstilling.