En lønmodtagers anmodning om barselsdagpenge skal indgives til Udbetaling Danmark senest 8 uger efter fødslen eller barnets modtagelse. Påbegyndes en fraværsperiode på et senere tidspunkt, skal anmodning om barselsdagpenge indgives senest 8 uger efter 1. fraværsdag i denne periode, jf. barselslovens § 30, stk. 2. Afbrydes en fraværsperiode, hvor der udbetales barselsdagpenge, af en ferieperiode af et omfang, der svarer til ferie efter ferielovens regler, skal lønmodtageren ikke på ny anmode om barselsdagpenge.
Stk. 2 Har arbejdsgiveren udbetalt løn under fraværet, skal lønmodtagerens anmodning om barselsdagpenge efter ophør af lønudbetalingen indgives til Udbetaling Danmark senest 8 uger efter, at udbetaling af løn fra arbejdsgiveren er ophørt, efter barselslovens § 30, stk. 3, jf. dog stk. 7.
Stk. 3 En arbejdsgiver skal afgive oplysninger om lønmodtagerens fravær i forbindelse med graviditet, barsel og adoption, til brug for Udbetaling Danmarks behandling af sagen. Oplysningerne skal afgives via Nemrefusion.
Stk. 4 Lønmodtageren skal anmode Udbetaling Danmark om barselsdagpenge på baggrund af de oplysninger, som arbejdsgiveren har afgivet i Nemrefusion. Lønmodtageren skal anmode via den digitale løsning, som Udbetaling Danmark stiller til rådighed (digital selvbetjening).
Stk. 5 En lønmodtager, som ikke har modtaget meddelelse fra Udbetaling Danmark om arbejdsgiverens indberetning af fravær, eller som er undtaget fra digital selvbetjening efter § 2 i bekendtgørelse om obligatorisk digital selvbetjening vedrørende ansøgninger og meddelelser m.v. om sociale ydelser m.v., skal anmode Udbetaling Danmark om barselsdagpenge på en blanket, der anvises af Udbetaling Danmark.
Stk. 6 Hvis anmodningen om barselsdagpenge er indgivet efter den frist, der fremgår af stk. 1 eller 2, bortfalder retten til barselsdagpenge for den periode, der ligger før anmodningen, jf. barselslovens § 30, stk. 7, jf. dog stk. 7.
Stk. 7 Udbetaling Danmark kan dog udbetale dagpenge for tiden før anmodningen er modtaget
-
1) hvis lønmodtageren på grund af hospitalsophold har været forhindret i at anmode til tiden, eller hvis andre særligt undskyldende forhold har bevirket, at anmodningen ikke er sket rettidigt,
-
2) hvis fristen overskrides med højst en uge, og overskridelse af fristen skyldes, at lønmodtageren har afventet modtagelse af meddelelse fra Udbetaling Danmark, eller
-
3) hvis lønmodtageren på grund af arbejdsgiverens manglende indberetning om lønophør, ikke har anmodet rettidigt, jf. stk. 2, men dog har anmodet om barselsdagpenge senest 6 måneder efter lønophøret.