Et ledigt medlems anmodning om dagpenge ved pasning af alvorligt syge børn skal indgives til Udbetaling Danmark senest 8 uger efter første fraværsdag, jf. barselslovens § 31, stk. 1.
Stk. 2 Arbejdsløshedskassen skal afgive oplysninger om medlemmets fravær i forbindelse med pasning af alvorligt syge børn til brug for Udbetaling Danmarks behandling af sagen. Oplysningerne skal afgives via Nemrefusion.
Stk. 3 Det ledige medlem skal anmode Udbetaling Danmark om barselsdagpenge på baggrund af de oplysninger, som arbejdsløshedskassen har afgivet i Nemrefusion. Den ledige skal anmode via den digitale løsning, som Udbetaling Danmark stiller til rådighed (digital selvbetjening).
Stk. 4 Et ledigt medlem, som ikke har modtaget meddelelse fra Udbetaling Danmark om arbejdsløshedskassens indberetning af fravær, eller som er undtaget fra digital selvbetjening efter § 2 i bekendtgørelse om obligatorisk digital selvbetjening vedrørende ansøgninger og meddelelser m.v. om sociale ydelser m.v., skal anmode Udbetaling Danmark om barselsdagpenge på en blanket, der anvises af Udbetaling Danmark.
Stk. 5 Hvis anmodningen om dagpenge er indgivet efter den frist, der fremgår af stk. 1, bortfalder retten til barselsdagpenge for den periode, der ligger før anmodningen, jf. barselslovens § 31, stk. 1, jf. dog stk. 6.
Stk. 6 Udbetaling Danmark kan dog udbetale dagpenge for tiden før anmodningen er modtaget, når det ledige medlem på grund af hospitalsophold har været forhindret i at anmode til tiden, eller når andre særligt undskyldende forhold har bevirket, at anmodningen ikke er sket rettidigt. Det samme gælder, hvis fristen overskrides med højst en uge og overskridelse af fristen skyldes, at den ledige har afventet modtagelse af meddelelse fra Udbetaling Danmark.