Kapitel 2 Handlekommune for personer med bopæl i udlandet
For en person, som ikke har en handlekommune i Danmark efter § 9, stk. 2-8, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og som udfører beskæftigelse på dansk område, er handlekommunen i den kommune, hvor beskæftigelsen udføres, jf. stk. 2-4.
Stk. 2 For lønmodtagere anses beskæftigelsen for at blive udført i den kommune, hvor arbejdsgiveren eller arbejdsgiverens repræsentant har hjemsted. Hvis arbejdsgiveren eller dennes repræsentant ikke har hjemsted i Danmark, er lønmodtagerens handlekommune i den kommune, hvor hovedparten af arbejdet udføres.
Stk. 3 For selvstændige erhvervsdrivende anses beskæftigelsen for udført i den kommune, hvor den selvstændige virksomhed eller virksomhedens repræsentant har hjemsted. Hvis virksomheden eller dennes repræsentant ikke har hjemsted i Danmark, er den selvstændige erhvervsdrivende handlekommune i den kommune, hvor hovedparten af arbejdet udføres.
Stk. 4 For sager om sygedagpenge gælder uanset stk. 1-3 de regler om handlekommune, der er fastsat i medfør af lov om sygedagpenge.
Handlekommunen for en person, som efter EU-retten eller efter konventioner indgået mellem Danmark og en anden stat har ret til sociale sikringsydelser som familiemedlem til en arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, er arbejdstagerens eller den selvstændige erhvervsdrivendes handlekommune, jf. § 8.
En person, som ikke har en handlekommune i Danmark efter §§ 8 eller 9 i denne bekendtgørelse eller efter § 9 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, har handlekommune for anden lovgivning end lov om social service og barnets lov i den kommune, hvor personen sædvanligvis opholder sig under ophold i Danmark. Kan en sådan kommune ikke udpeges, har personen handlekommune for anden lovgivning end lov om social service og barnets lov i den kommune, som personen ud fra en samlet vurdering har stærkest tilknytning til.