Kapitel 1 Anvendelsesområde og definitioner
Denne bekendtgørelse finder anvendelse på finansielle virksomheder, finansielle holdingvirksomheder, og forsikringsholdingvirksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, 10 og 13, i lov om finansiel virksomhed, og investeringsforeninger, SIKAV’er og værdipapirfonde, jf. § 1, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v.
Stk. 2 Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse på såvel koncerner som helhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 9, i lov om finansiel virksomhed som på de enkelte virksomheder i koncerner, hvor modervirksomheden er en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, 10 og 13, i lov om finansiel virksomhed.
Stk. 3 Hvor denne bekendtgørelse finder anvendelse for pengeinstitutter, finder den tilsvarende anvendelse for Danmarks Skibskredit A/S.
Konklusioner og oplysninger efter denne bekendtgørelse skal være enten uden forbehold, med forbehold eller afkræftende. Hvis revisor ikke kan udtrykke en konklusion om emnet, skal dette angives.
Stk. 2 Revisor skal ved afgivelse af konklusioner og oplysninger efter denne bekendtgørelse tage forbehold, hvis de oplysninger, der er lagt til grund for det udførte arbejde, er behæftet med væsentlige fejl eller mangler, eller hvis revisor ikke er i stand til at opnå tilstrækkeligt og egnet bevis til at konkludere, at emnet er uden væsentlige fejl. Revisors forbehold skal klart fremgå af konklusionen med brug af ordet ”forbehold”, og forbeholdet skal være tydeligt beskrevet og begrundet.
Stk. 3 Revisor skal ved afgivelse af konklusioner og oplysninger efter denne bekendtgørelse give supplerende oplysninger om eventuelle forhold, som revisor påpeger uden at tage forbehold. Supplerende oplysninger må ikke erstatte et forbehold. Ved supplerende oplysninger skal betegnelsen ”supplerende oplysninger” anvendes.
Stk. 4 Konklusioner og oplysninger efter denne bekendtgørelse skal, hvis de afgives uden forbehold, gengives ordret i overensstemmelse med anvisningerne i bilag 1.
Omfanget og arten af de arbejdshandlinger, der skal udføres for at kunne afgive de enkelte konklusioner og oplysninger efter denne bekendtgørelse, afgøres af revisor under hensyntagen til god revisorskik. Der er i bilag 2 anført en beskrivelse af handlinger m.v., der forventes at indgå, for at revisor kan afgive de enkelte konklusioner og oplysninger i denne bekendtgørelse.