Hvis revisionsvirksomheden kommer under konkursbehandling, og revisionsvirksomheden ikke længere opfylder kravene i revisorlovens § 13, stk. 5, kan kurator udøve de ledelsesmæssige beføjelser i revisionsvirksomheden.
Stk. 2 Kurator kan efter reglerne i konkursloven antage sagkyndig bistand i det omfang, det er nødvendigt for at administrere de ledelsesmæssige beføjelser i overensstemmelse med revisorlovgivningens regler.
Stk. 3 Udøvelse af de ledelsesmæssige beføjelser efter stk. 1 kan opretholdes, indtil boet er færdigbehandlet, dog højst i op til 1 år efter konkursdekretets afsigelse. Revisionsvirksomheden skal snarest træffe foranstaltninger med henblik på at opfylde betingelserne i lovens § 13, stk. 5.
Stk. 4 Opfylder revisionsvirksomheden ikke betingelserne i § 13, stk. 5, efter boets afslutning eller efter udløbet af 1 års fristen, skal revisionsvirksomheden, eller den, der handler på virksomhedens vegne, straks give meddelelse til Erhvervsstyrelsen, der herefter sletter revisionsvirksomheden fra registeret over godkendte revisionsvirksomheder.
Stk. 5 Revisionsvirksomheden kan i sine vedtægter eller lignende aftale, der regulerer virksomhedens forhold, bestemme, at kurator ikke skal kunne udøve de ledelsesmæssige beføjelser. Dette medfører, at revisionsvirksomheden skal foranstalte sletning i registret over godkendte revisionsvirksomheder.