Til nettoboligudgiften medregnes for lejere huslejeudgiften efter fradrag af tilskud efter boliglovgivningen og for ejere ejendomsværdibeskatningen, udgifter i forbindelse med lån, der vedrører boligen, fratrukket værdien af skattefradraget og fradrag af eventuelle tilskud og lån efter boliglovgivningen. For andelsboliger medregnes boligafgiften samt udgifter i forbindelse med lån, der vedrører boligen, fratrukket værdien af skattefradraget.
Stk. 2 Såfremt skattekortfradraget overstiger den hjælp, der kan beregnes til pågældende efter lovens §§ 22-25, ses der ved beregning af værdien af skattefradraget efter stk. 1 bort fra fradragsberettigede udgifter, svarende til forskellen mellem skattekortfradraget og den hjælp, der kan beregnes efter §§ 22-25. For ægtefæller forudsætter dette dog, at det uudnyttede fradrag ikke kan udnyttes ved at blive overført til den anden ægtefælle.
Stk. 3 Til nettoboligudgiften medregnes endvidere udgifterne til vand, varme, gas, elektricitet, ydelser vedrørende boligindskudslån og andre løbende udgifter, der er knyttet til boligen, idet udgifter til fællesantenneanlæg mv. dog kun medregnes i det omfang, der til boligen er knyttet en ufravigelig pligt til at afholde sådanne udgifter.
Stk. 4 Indtægter fra sælgerpantebreve, der som led i et fast arrangement er brugt til at nedbringe boligudgiften, samt fremleje- og lejeindtægter fradrages i nettoboligudgiften. Fradraget opgøres som nettoindtægten, efter at en evt. skat af indtægten er betalt.
Stk. 5 For ejerboliger og andelsboliger beregnes de månedlige udgifter i forbindelse med lån og de skattemæssige virkninger heraf på baggrund af den senest forudgående terminsbetaling.
Stk. 6 De beregnede månedlige udgifter efter stk. 5 benyttes ved beregning af den særlige støtte efter § 5 for den resterende del af kalenderåret. Ved begyndelsen af et nyt kalenderår foretages en ny beregning efter stk. 5. Såfremt et lån bliver færdigbetalt i løbet af et kalenderår, foretages en ny beregning efter stk. 5 gældende fra måneden efter, at lånet er færdigbetalt.
Stk. 7 For personer, der har fælles husførelse med andre, beregnes nettoboligudgiften som udgangspunkt med lige andele til hver af parterne.