Bekendtgørelse om særtransport Kapitel 5

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om særtransport er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 635 af 31. maj 2023

Kapitel 5 Særtransporttilladelse
Krav om særtransporttilladelse
§ 13

Følgende kørsel forudsætter, at der er udstedt tilladelse:

  • 1) Godstransport på lastbil eller vogntog bestående af lastbil og påhængs-/sættevogn, som medfører, at særtransporten overstiger en bredde på 3,30 m eller en højde på 4,10 m.

  • 2) Godstransport på vogntog bestående af lastbil og sættevogn, som medfører, at særtransportens dimensioner overstiger en længde på 22,00 m, hvis sættevognen er forlænget ved udtræk mellem hovedbolt og aksel/bogie, så det ubelæssede sættevognstog er længere end 16,50 m, og 30,00 m, hvis sættevognen er forlænget ved udtræk mellem hovedbolt og aksel/bogie, og hvis der er tvangsstyring på alle aksler. Den forreste aksel kan dog være uden tvangsstyring.

  • 3) Kørsel med bloksættevogntog, som overskrider bestemmelser om vægt, akseltryk og højde i dimensionsbekendtgørelsen eller dimensionerne i § 28, § 30, stk. 1, nr. 1-3, og § 34, stk. 6.

  • 4) Kørsel med blokpåhængsvogntog, som overskrider bestemmelser om vægt, akseltryk og højde i dimensionsbekendtgørelsen eller dimensionerne i §§ 28, 31 og § 34, stk. 6.

  • 5) Kørsel med mobilkran, som overskrider bestemmelser om vægt og akseltryk i dimensionsbekendtgørelsen eller dimensionerne i §§ 28-29 og 32.

  • 6) Kørsel med motordrevet blokvogn, som overskrider bestemmelser om vægt, akseltryk og højde i dimensionsbekendtgørelsen eller dimensionerne i §§ 28-29.

  • 7) Kørsel med stort påhængsredskab.

  • 8) Kørsel med traktor eller motorredskab tilkoblet blokvogn.

  • 9) Kørsel med køretøj, jf. § 1, stk. 3.

  • 10) Kørsel med stort motorredskab.

  • 11) Uddannelsesinstitutioners kørsel med transporter, der overskrider reglerne i dimensionsbekendtgørelsen.

Grundlæggende betingelser for særtransporttilladelse
§ 14

Tilladelsen forudsætter, at transporten ikke med rimelighed kan kræves gennemført på anden måde.

Stk. 2 Afgørelsen af, om en transport med rimelighed kan kræves gennemført på anden måde, skal hvile på en afvejning af den økonomiske interesse i at gennemføre transporten mod hensynet til den grønne omstilling, færdselssikkerheden og vejtekniske hensyn.

Stk. 3 Ved afvejningen skal indgå

  • 1) hvor lang og hvilken strækning, der skal køres,

  • 2) i hvilket omfang færdselssikkerheden for de øvrige trafikanter nedsættes,

  • 3) i hvilket omfang det er nødvendigt at lave særlige færdselsregulerende foranstaltninger for den øvrige trafik,

  • 4) hvilke øvrige samfundsmæssige tab og omkostninger, der er ved særtransportens gennemførelse

  • 5) valg af transportmateriel, og

  • 6) hvorvidt det er økonomisk og praktisk muligt at anvende en anden transportmåde.

Særtransporttilladelse til lastbil og vogntog bestående af lastbil og påhængs-/sættevogn
§ 15

Vejdirektoratet kan udstede tilladelse til kørsel med

  • 1) bredt, udeleligt gods, hvis bredde overstiger 3,30 m,

  • 2) langt udeleligt gods på vogntog, som nævnt i § 30, stk. 1, nr. 2, på bestemt angivne strækninger med en samlet længde på indtil 25,0 m, hvis det skønnes forsvarligt under hensyntagen til vejenes beskaffenhed og den øvrige færdsel,

  • 3) større længde end nævnt i § 30, stk. 1, nr. 3, hvis sættevognen kan forlænges ved udtræk mellem hovedbolt og aksel/bogie og har tvangsstyring på alle aksler, den forreste aksel kan dog være uden tvangsstyring,

  • 4) højt, udeleligt gods med en samlet højde, der overstiger 4,10 m,

  • 5) ISO-container direkte til og fra skib eller jernbane i kombineret trafik, som engangstilladelse eller strækningstilladelse med en samlet højde på indtil 4,20 m, og

  • 6) high-cube ISO-containere direkte til og fra skib eller jernbane i kombineret trafik, på køretøjer opbygget som sidelæssere, som engangstilladelse eller strækningstilladelse med en samlet højde på indtil 4,25 m.

Stk. 2 Vejdirektoratet kan desuden udstede tilladelse til, at uddannelsesinstitutioner, som led i en uddannelse efter bekendtgørelse om visse personers adgang til regulering af færdslen i forbindelse med særtransporter og når det må anses for relevant i relation til den pågældende uddannelse, i nødvendigt omfang kan udføre kørsel med registrerede lastbiler og vogntog, som befordrer udeleligt gods, der ikke medfører overskridelse af dimensionerne i §§ 28-32.

Særtransporttilladelse til blokvogn
§ 16

Vejdirektoratet kan efter nedenstående regler tillade særtransport med blokvogn, der nødvendiggør overskridelse af bestemmelserne i dimensionsbekendtgørelsen, jf. dog §§ 28-31.

Stk. 2 Transport med blokvogn må kun foregå med udeleligt gods, der ikke lovligt kan transporteres på registrerede køretøjer, jf. dog stk. 3, 4 og 6-7.

Stk. 3 Ved transport af gods, der er for langt, bredt eller højt, kan der ligeledes medbringes andet gods efter reglerne i stk. 4 og 5, samt § 27, stk. 3 og 4.

Stk. 4 Ved transport af gods, hvor der er afmonteret tilhørende dele nødvendige for godsets funktion, må afmonterede dele og andet tilbehør medtages på en blokvogn uanset, at længden af særtransporten derved forøges til en samlet længde på indtil 30,00 m. Intet gods må rage ud over blokvognens bagende. Overstiger vægten af tilbehøret 5.000 kg, må vægten af tilbehøret ikke overstige 10 pct. af vægten af det udelelige gods.

Stk. 5 Ved transport af gods, der er for langt, og eventuelt samtidig for bredt eller højt, kan der medbringes op til tre stykker gods, der hver især er for lange, under forudsætning af, at

  • 1) intet akseltryk overstiger 10.000 kg, for vejvenlig drivaksel/-aksler dog 11.500 kg,

  • 2) vogntogsvægten ikke overstiger 70.000 kg,

  • 3) højden ikke overskrides yderligere ved transport af mere end ét stykke gods,

  • 4) bredden ikke overskrides yderligere ved transport af mere end ét stykke gods, og

  • 5) længden af særtransporten forøges med højst 2,5 m ved transport af to eller tre stykker gods i forhold til transport af ét stykke gods.

Stk. 6 Gods, der giver særlig punktbelastning dvs. belastning på et eller flere koncentrerede punkter på ladet, anses som særlig tungt gods, og må transporteres på en blokvogn, der er egnet til transporten, også i tilfælde hvor transportens vægt og dimensioner ikke ville medføre overskridelse af bestemmelserne i dimensionsbekendtgørelsen ved transport på lastbil eller vogntog bestående af lastbil og påhængs-/sættevogn.

Stk. 7 Vejdirektoratet kan udstede tilladelse til returkørsel med køretøjer, jf. § 1, stk. 3, som har været anvendt til nødretsopgaver. Tilladelse kan endvidere meddeles til kørsel mellem militære eller civile lufthavne, som led i beredskabsøvelser.

Stk. 8 Vejdirektoratet kan tillade kørsel med blokvogntog, der transporterer deleligt udstyr til én mobilkran. Det er en betingelse, at blokvogntoget ikke har højere køretøjsklasse end 100.

Særtransporttilladelse til stort påhængsredskab
§ 17

Vejdirektoratet kan tillade kørsel med stort påhængsredskab efter reglerne om tilladelse til blokvogn i § 16, hvis hele vogntogets totallængde ikke overstiger 22,00 m, dog 30,00 m, hvis påhængsredskabet har tvangsstyring på alle aksler. Den forreste aksel kan dog være uden tvangsstyring.

Særtransporttilladelse til mobilkran
§ 18

Vejdirektoratet kan tillade kørsel med mobilkran, som overskrider bestemmelser om vægt og akseltryk i dimensionsbekendtgørelsen eller dimensionerne i § 28, § 29, stk. 3 og § 32. Udstyr til mobilkranen og dennes fører, må transporteres på en blokpåhængsvogn, der trækkes af mobilkranen, uanset at der er tale om deleligt gods. Det er en betingelse, at vogntoget ikke har højere køretøjsklasse end 100.

Særtransporttilladelse til stort motorredskab
§ 19

Vejdirektoratet kan tillade kørsel med stort motorredskab, som overskrider bestemmelser om dimensioner, vægt og akseltryk i dimensionsbekendtgørelsen. Udstyr til det store motorredskab og dennes fører, må transporteres på et påhængskøretøj, der trækkes af det store motorredskab.

Forhandling med vejmyndigheder og vej- og broejere
§ 20

Vejdirektoratet skal forhandle med vedkommende vejmyndighed eller ejere af private veje og broer samt private fællesveje på landet ved ansøgninger om kørsel på Tungvognsvejnettet, hvor transportens klasse overstiger vejens klasse. Oplysninger om Tungvognsvejnettet er tilgængelige på www.vd.dk/tungvognsvejnettet.

Stk. 2 Vejdirektoratet skal endvidere forhandle med vedkommende vejmyndighed eller ejere af private veje og broer samt private fællesveje på landet, inden der gives tilladelse efter

  • 1) § 15, stk. 1, til kørsel med særtransporter, hvis dimensioner er større end; længde 30,00 m, bredde 4,50 m, højde 4,50 m,

  • 2) § 16, stk. 1, til særtransport med blokvogne, hvis dimensioner er større end; længde 30,00 m, bredde 4,50 m, højde 4,50 m, eller har en køretøjsklasse højere end 100,

  • 3) § 18 til kørsel med mobilkran, hvis køretøjsklassen er højere end 100, eller

  • 4) § 19 til kørsel med stort motorredskab, hvis køretøjsklassen er højere end 100.

Stk. 3 En vejmyndighed eller de i stk. 2 nævnte private vej- og broejere kan skriftligt anmode Vejdirektoratet om, at der skal forhandles om de i stk. 2, nr. 1-4, nævnte transporter, hvis bestemmelserne om vægt og akseltryk i dimensionsbekendtgørelsen overskrides, eller dimensionerne for blokvogne, mobilkraner og de i § 1, stk. 3, nævnte køretøjer er større end; længde 30,00 m, bredde 3,65 m og højde 4,10 m.

Stk. 4 Der kan indgås skriftlige aftale mellem Vejdirektoratet og vedkommende vejmyndighed eller ejere af private veje og broer samt private fællesveje på landet om, at der ikke skal forhandles i hvert enkelt tilfælde i forbindelse med særtransporter m.v. inden for en nærmere afgrænset periode, en bestemt del af pågældende vejnet, for nærmere bestemte typer særtransport, i forbindelse med bestemte projekter og andre lignende tilfælde.

Stk. 5 Spærretider, herunder generelle spærretider eller strækningsbestemte spærretider, fastsættes efter forhandling mellem Vejdirektoratet, politiet og de vedkommende vejmyndigheder eller ejere af private veje og broer samt private fællesveje på landet.

Ansøgning om særtransporttilladelse
§ 21

Ansøgning skal indgives skriftligt på en af Vejdirektoratet godkendt blanket. Ansøgningen skal indgives i tilstrækkelig god tid, inden særtransporten skal gennemføres og under hensyntagen til hvor mange myndigheder, der skal forespørges, inden tilladelse kan meddeles.

Stk. 2 Ansøgning skal indgives til Vejdirektoratet.

Stk. 3 Ansøgning om tilladelse til kørsel med blokvogn, stort påhængsredskab og mobilkran skal være ledsaget af en klassificeringsattest for køretøjet/vogntoget i henhold til Vejdirektoratets klassificeringssystem for Tungvognsvejnettet, hvis bestemmelserne om totalvægt og akseltryk i dimensionsbekendtgørelsen overskrides, og blokvognsattest og attest for trækkraft for blokvogn med synsvirksomhedens påtegning om godkendelse af køretøjerne og køretøjets registreringsnummer jf. dog § 34, stk. 5 og 6.

Stk. 4 Ansøgning om tilladelse til kørsel med stort motorredskab og køretøj, jf. § 1, stk. 3, skal være ledsaget af

  • 1) en klassificeringsattest for køretøjet/vogntoget i henhold til Vejdirektoratets klassificeringssystem for Tungvognsvejnettet, hvis bestemmelserne om totalvægt og akseltryk i dimensionsbekendtgørelsen overskrides, og

  • 2) oplysninger om særtransportens vægte og dimensioner samt tekniske køretøjsdata.

Stk. 5 For udenlandske blokvogne, mobilkraner, trækkraft for blokvogn, stort motorredskab og køretøj, jf. § 1, stk. 3, skal der dog i stedet for attesterne nævnt i stk. 3 og 4, vedlægges oplysninger om særtransportens vægte og dimensioner samt tekniske køretøjsdata. Udenlandske køretøjer, der anvendes som trækkraft for blokvogne, skal opfylde bestemmelserne i dimensionsbekendtgørelsen. Dog kan lastbiler, der anvendes som trækkraft for bloksættevogn, have større tilladte akseltryk og tilladte vægte.

Udstedelse af særtransporttilladelse
§ 22

Tilladelse meddeles det trækkende køretøjs registrerede ejer eller bruger skriftligt på en af Vejdirektoratet godkendt blanket.

Stk. 2 Tilladelsen kan ikke udnyttes af eller overdrages til anden fysisk eller juridisk person end den, tilladelsen er meddelt til.

§ 23

Tilladelse udstedes enten som en generel tilladelse for et bestemt tidsrum af højst fem år, strækningstilladelse for et bestemt tidsrum af højst fem år, eller som en engangstilladelse.

Stk. 2 Ved dokumentation for gentaget særtransportbehov, kan Vejdirektoratet, på baggrund af en konkret vurdering, udstede generel tilladelse til kørsel med omfangsrige særtransporter, hvis længde, bredde eller højde ikke overstiger henholdsvis 30,00 m, 3,65 m eller 4,10 m.

Stk. 3 Generel tilladelse til kørsel på Tungvognsvejnettet kan udstedes til tunge særtransporter, hvis køretøjets eller vogntogets klasse ikke overstiger klasse 100 i henhold til Vejdirektoratets klassificeringssystem for særtransporter.

Stk. 4 Ved dokumentation for gentaget særtransportbehov ad samme rute, kan Vejdirektoratet i begrænset omfang, på baggrund af en konkret vurdering, udstede strækningstilladelser med større dimensioner end de i stk. 2 og større klasse end den i stk. 3 nævnte.

§ 24

Vejdirektoratet påfører den højst tilladte hastighed på tilladelsen.

Stk. 2 For belæssede og ubelæssede blokvogne, mobilkran og køretøj, jf. § 1, stk. 3, som ikke overskrider bestemmelserne om vægte og akseltryk i dimensionsbekendtgørelsen, kan den tilladte hastighed fastsættes til den for lastbil gældende hastighedsgrænse.

Stk. 3 For belæssede blokvogne, blokvogne, som i ubelæsset stand overskrider bestemmelserne om vægte og akseltryk i dimensionsbekendtgørelsen, samt for mobilkran og køretøj, jf. § 1, stk. 3, afhænger den højst tilladte hastighed af særtransportens samlede faktiske totalvægt. Hastigheden må højst fastsættes til

  • 1) 60 km/t., hvis særtransportens faktiske totalvægt ikke overstiger 150.000 kg,

  • 2) 45 km/t., hvis særtransportens faktiske totalvægt ikke overstiger 250.000 kg, og

  • 3) 30 eller 15 km/t., svarende til den højst tilladelige hastighed angivet på blokvognsattesten hvis særtransportens faktiske totalvægt overstiger 250.000 kg.

Supplerende vilkår
§ 25

Vejdirektoratet kan fastsætte supplerende vilkår for tilladelsen. Der kan fastsættes vilkår med hensyn til område, tidspunkt, hastighed, rute, særlig afmærkning og ledsagelse, herunder vilkår om at transporten skal ledsages af en eller flere personer, der er bemyndiget til at regulere færdsel i forbindelse med særtransporter, ligesom der i øvrigt kan fastsættes andre vilkår, som anses for påkrævet af hensyn til færdselssikkerheden og vejforholdene. I generelle tilladelser og strækningstilladelser kan der endvidere fastsættes vilkår om, at politiet og vedkommende vejmyndigheder og andre vej- og broejere skal underrettes forud for hver kørsel i henhold til tilladelsen.

Tilbagekaldelse af særtransporttilladelse
§ 26

Vejdirektoratet kan tilbagekalde tilladelsen, hvis vilkårene for tilladelsen tilsidesættes. Tilladelsen kan endvidere tilbagekaldes, hvis dette er nødvendigt af hensyn til færdselssikkerheden eller vejforholdene.