Blokvogn skal være synet og godkendt af en synsvirksomhed. Foretages der i godkendelsesperioden konstruktive ændringer på blokvognen med hensyn til styretøj, bremser, bærende elementer eller tilkoblingsanordning, skal den på ny synes og godkendes. Godkendelse meddeles for en periode på 14 måneder, jf. dog stk. 2.
Stk. 2 For lastbil, påhængsvogn eller sættevogn godkendt i flere udførelser og registreret med tilladelsen ”blokvogn” meddeles godkendelse dog for en periode på 12 måneder.
Stk. 3 Blokvogn og blokvognsmoduler/-dollyer kan godkendes med forskellige sammenhørende værdier af hastigheder, tilladte vægte, tilladte akseltryk og bremsepræstationer.
Stk. 4 Synsvirksomheden udsteder en blokvognsattest for hver blokvogn. Hvis blokvognen består af blokvognsdolly og/eller flere blokvognsmoduler, jf. § 3, stk. 1, skal hver blokvognsdolly og hvert blokvognsmodul med aksel eller tilkoblingsanordning synes og godkendes, jf. stk. 1 og 2, og synsvirksomheden udsteder blokvognsattest for hver af disse. Øvrige modultyper, der kan indgå i blokvognen, kan forlanges medbragt til syn, hvis synsvirksomheden skønner det nødvendigt.
Stk. 5 Synsvirksomheden kan som vilkår for godkendelsen stille særlige krav til blokvognens konstruktion og indretning, hvis det skønnes nødvendigt af hensyn til færdselssikkerheden. Ved godkendelsen kan der fastsættes begrænsninger vedrørende blokvognens anvendelse.
Stk. 6 Synsvirksomheden udsteder en blokvognsattest med køretøjstekniske data for hver blokvogn, blokvognsdolly og blokvognsmodul med aksel eller tilkoblingsanordning ved hver godkendelse af køretøj/modul. For køretøj omfattet af stk. 2 udstedes blokvognsattest ved første godkendelse, eller hvis der i godkendelsesperioden foretages konstruktive ændringer på køretøjet med hensyn til styretøj, bremser, bærende elementer eller tilkoblingsanordning.