Kapitel 6 Merbeskæftigelse
Ansættelse af personer i seniorjob skal medføre en nettoudvidelse af antallet af ansatte i den pågældende kommunale virksomhed. Ved nettoudvidelse forstås merbeskæftigelse i forhold til den normale beskæftigelse hos den kommunale virksomhed.
Stk. 2 Virksomheden afgrænses som udgangspunkt som en arbejdsplads med selvstændigt produktionsenhedsnummer (P-nummer), jf. lov om det centrale virksomhedsregister. Såfremt der er enighed mellem arbejdsgiveren og de ansatte herom, kan der ske en anden afgrænsning. Der skal foreligge skriftlig tilkendegivelse fra arbejdsgiveren og en medarbejderrepræsentant om denne enighed.
Stk. 3 Det betragtes som nettoudvidelse, hvis personen, der ansættes i seniorjob, afløser en fastansat, der er på orlov efter lov om børnepasningsorlov eller lov om værnepligtsorlov eller deltager i uddannelsesjobrotation, herunder efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte.
Ved afgørelse af, om der foreligger nettoudvidelse, indgår en bedømmelse af, om der i tilknytning til ansættelsen i seniorjob er foretaget afskedigelser af ansatte uden støtte, om ansatte uden støtte er fratrådt, eller ansættelse sker i en stilling, der er blevet ledig ved nylig afskedigelse eller fratrædelse af en ansat uden støtte.
Betingelsen om merbeskæftigelse påses af ansættelsesmyndigheden og de ansatte i fællesskab. Til brug herfor skal arbejdsgiveren give repræsentanter for de ansatte alle nødvendige oplysninger.
Stk. 2 Vurderingen af, om betingelsen om merbeskæftigelse er opfyldt, skal tage udgangspunkt i antallet af beskæftigede som følge af budgettet for den enkelte offentlige virksomhed.
Stk. 3 Uenighed afgøres ved mægling mellem de forhandlingsberettigede personaleorganisationer og ansættelsesmyndigheden og eventuelt ved voldgift. Voldgiftsretten sammensættes af to repræsentanter udpeget af de forhandlingsberettigede personaleorganisationer og af to repræsentanter for ansættelsesmyndigheden. Parterne vælger en opmand. Hvis der ikke opnås enighed om valget af opmanden, skal parterne anmode arbejdsrettens formand om at udnævne denne. Det regionale beskæftigelsesråd underrettes af parterne om voldgiftsrettens afgørelse.
Det skal af arbejdsgiverens tilbud om at ansætte en person i seniorjob fremgå, at repræsentanter for de ansatte er blevet hørt om ansøgningen, og om de ansatte er positive over for at medvirke til opfyldelse af formålet med ansættelsen.
Stk. 2 Af arbejdsgiverens tilbud skal det tillige fremgå, om der er enighed mellem arbejdsgiver og de ansatte om, at betingelsen om merbeskæftigelse er opfyldt.
Stk. 3 Forud for etableringen skal der fra arbejdsgiveren og en medarbejderrepræsentant foreligge skriftlig tilkendegivelse om
-
1) at repræsentanter for de ansatte er blevet hørt om ansøgningen,
-
2) de ansatte er positive overfor at medvirke til at opfylde formålet med ansættelsen, og
-
3) hvorvidt der er enighed mellem arbejdsgiver og de ansatte om, at betingelsen om merbeskæftigelse er opfyldt.