Frivilligt ulønnet arbejde medfører fradrag, jf. dog stk. 3, 6 og 7. Ved frivilligt, ulønnet arbejde forstås arbejde, som en modtager af kompensation udfører ulønnet for frivillige organisationer, foreninger eller lignende, og som kan udbydes som almindeligt lønarbejde.
Stk. 2 Frivillige organisationer, foreninger eller lignende efter stk. 1, skal opfylde følgende betingelser:
-
1) Den er frivilligt grundlagt, dvs. at den ikke må være fastlagt i lovgivningen, og organisationen skal kunne beslutte at nedlægge sig selv.
-
2) Dens primære formål er ikke at skabe overskud og et evt. overskud må ikke udloddes til ejerne, som f.eks. foreningens medlemmer, men skal investeres i opfyldelse af organisationens formål.
-
3) Det frivillige arbejde er en betydningsfuld del af organisationens grundlag. Mindstekravet er, at bestyrelsen yder en ulønnet, frivillig indsats.
-
4) Det er frivilligt at være medlem.
Stk. 3 Frivilligt, ulønnet arbejde kan udføres uden fradrag i op til 10 timer om ugen, jf. dog stk. 6. De 10 timer regnes som et gennemsnit over en udbetalingsperiode. Arbejde herudover medfører fradrag.
Stk. 4 Frivilligt ulønnet arbejde og aktiviteter efter § 2, stk. 4, skal for at være omfattet af denne bekendtgørelse foregå i Danmark. Arbejdet eller aktiviteten skal udføres, uden at medlemmet er underlagt sædvanlige ansættelsesretlige pligter.
Stk. 5 Frivilligt, ulønnet arbejde, der vedrører primær drift og vedligeholdelse, medfører fradrag, jf. dog stk. 6 og 7.
Stk. 6 Frivilligt, ulønnet arbejde, der vedrører primær drift i mindre foreninger, medfører ikke fradrag, hvis arbejdet altid har været udført af ulønnet arbejdskraft, og arbejdet i lignende organisationer mv. udføres af ulønnet arbejdskraft.
Stk. 7 Frivilligt, ulønnet arbejde, der vedrører vedligeholdelse i mindre foreninger, medfører ikke fradrag, hvis
-
1) arbejdet kan sidestilles med almindelig vedligeholdelse og reparation af egen bolig, jf. § 5, stk. 3,
-
2) arbejdet udføres lejlighedsvist,
-
3) arbejdet altid har været udført af ulønnet arbejdskraft i organisationen mv.,
-
4) arbejdet i lignende organisationer mv. udføres af ulønnet arbejdskraft, og
-
5) arbejdet kan udføres, uden at der kræves autorisation.
Stk. 8 En modtager af kompensation, som udfører frivilligt, ulønnet arbejde, skal skriftligt oplyse kommunen om arbejdets art og varighed, samt hvilken organisation, forening eller lignende arbejdet udføres for.