Kapitel 6 Gasrør og -ledninger
Åbninger på gasrør eller -ledninger skal være forsvarligt afproppet.
Stk. 2 Afspærringsventiler betragtes ikke som forsvarlig afpropning.
Gasrør og -ledninger skal være tilstrækkeligt beskyttet mod korrosion.
Gasrør og -ledninger skal sikres mod ophobning af utilsigtet kondensat.
Hvor gasledninger føres i jord som en del af gasinstallationen, skal udførelsen ske efter bestemmelserne om stikledninger i bekendtgørelse om sikkerhed for gasanlæg.
Gasrør, som indgår i gasinstallationer i gasinstallationsklasse 5, som ikke anvendes til beboelse, og gasinstallationer i gasinstallationsklasse 7 eller 9, skal identificeres entydigt, enten med lysegrøn dækmaling eller med gasmærkater, hvor ordet ”gas” fremgår tydeligt og på en måde, så det er tydeligt og ikke kan fjernes.
Stk. 2 Mærkning med gasmærkater skal være udført i et holdbart materiale og holde hele gasrørets levetid.
Gasledninger i jord kan udføres i polyethylen (PE) og skal identificeres entydigt med ordet ”gas” på en sådan måde, at ordet fremgår tydeligt og ikke kan fjernes. Gasledningernes farve skal være gul eller gasledningerne skal have en tydelig gul markering. Mærkning af gasledningerne skal være i overensstemmelse med EN 1555-standardserien.
Føres elektrisk ledende gasrør i jord ved indføring og afgang fra bygning, skal røret elektrisk adskilles så tæt mod jordoverfladen som muligt.
Stk. 2 Ved anvendelse af elektrisk isolerende overgangsstykker mellem et elektrisk ledende materiale og et ikke-ledende materiale kan den elektriske adskillelse undlades.
Gasrør og -ledninger skal dimensioneres efter gasinstallationens maksimale forbrug.
Stk. 2 Ved gasinstallationer, hvor enkeltapparater ikke forventes anvendt på samme tid, kan dette indgå i dimensioneringen.
Gasrør skal føres kortest mulig vej med lodrette og vandrette rørføringer og med så få samlinger som muligt.
Stk. 2 Gasrør og -ledninger skal have en diffusionstæthed svarende til den førte gas’ kemiske sammensætning, odorisering og egenskaber.
Gasrør og -ledninger skal samles med egnede samlingsmetoder, som skal tilpasses gassens kemiske sammensætning, egenskaber og tryk.
Stk. 2 Samlinger på gasrør må ikke mindske styrken på rør eller ledning eller ændre materialernes egenskaber i øvrigt.
Stk. 3 Samlinger i jord skal udføres ved svejsning eller ved sølvlodning med minimum 45 procent sølv og en diameter på maksimalt 28 mm.
Stk. 4 Anvendes gasrør med en diameter større end 54 mm, skal samlinger udføres ved fuldsvejsning eller påsvejste flanger.
Stk. 5 Uanset stk. 4 kan der på gasrør med en diameter op til 108 mm anvendes press-samlinger, hvis trykket er mindre end 100 mbar.
Stk. 6 Ved svejsning på stålrør kræves relevant svejsecertifikat, jf. EN/ISO 9606:2017.
Hvor gasrør eller -ledninger anvendes med et tryk større end 4 bar, skal disse være udført i stål og samlet ved svejsning.
Stk. 2 Ved gasrør eller -ledninger, som er omfattet af stk. 1, skal der foretages røntgenkontrol på minimum 10 pct. af svejsesamlingerne. Kontrollen skal foretages på et repræsentativt udsnit af de forskellige samlinger.
Stk. 3 Røntgenkontrol skal udføres af et akkrediteret prøvningsorgan, og kvalitetsniveauet skal være B efter EN ISO 5817.
Hvor der anvendes foringsrør ved føring af gasrør i bygning, skal foringsrøret
-
1) udføres så et eventuelt gasudslip ledes væk fra bygningen,
-
2) være sikret mod indtrængen af vand og
-
3) være udført i ét stykke.
Ved rørføring, der ikke er umiddelbar tilgængelig for inspektion, skal der anvendes hele rørlængder uden samlinger.
Stk. 2 Nødvendiggør forholdene skjulte samlinger, skal der anvendes sammensmeltede samlinger. Ved sølvlodning skal indholdet af sølv være minimum 45 procent.
Anvendes fleksibel tilslutning, skal den anbringes, så den beskyttes mod mekanisk og termisk overlast eller andre påvirkninger, der kan beskadige den fleksible tilslutning.
Stk. 2 Den fleksible tilslutning skal være så kort som muligt, og længden skal være tilpasset følgende forhold:
-
1) Fabrikantens anvisninger for apparatet.
-
2) Apparatets anvendelse.
-
3) Apparatets placering.
-
4) Tekniske specifikationer for den fleksible tilslutning.
Stk. 3 Den fleksible tilslutning skal være tilgængelig for eftersyn i hele sin længde og skal kunne udskiftes.
Stk. 4 For gasinstallationer omfattet af gasinstallationsklasse 10 gælder kravene i EN 1949 for fleksibel tilslutning.
Fleksible tilslutninger skal leveres med fabriksmonteret omløber.
Stk. 2 For flaskegasapparater kan anvendes en samlingsmetode med spændebånd og en slangestuds i overensstemmelse med DS 24.
Stk. 3 For bunsenbrændere i gasinstallationsklasse 9 kan anvendes en samlingsmetode i overensstemmelse med DS 24 for alle gasarter.
Stk. 4 Ved overvåget laboratoriebrug kan spændebånd undlades.
Gasrør må ikke være del af en bærende konstruktion eller benyttes til forstærkning af denne.
Gasrør skal i drift være sikret mod utilsigtet indtrængning af luft.
Indføring af gasrør direkte til bygningen fra måler- og regulatorskabet skal foretages, så der ikke er risiko for indsivning af gas fra skabet til bygningen.
I gasinstallationer skal der være en hovedhane placeret let tilgængeligt for brugeren. Hovedhanen skal placeres så tæt på indføring til bygningen som muligt.
Gasrør i bygninger skal føres, så der ikke er risiko for skadelig påvirkning af rørene.
Føres gasrør gennem hulmure, vægge og etageadskillelser i bygningen, skal røret føres i foringsrør, der sikrer, at der ikke kan opstå skade på røret eller være fare for lækage og ophobning af gas.
Stk. 2 Gasrør må ikke føres i bygningens hulmur eller beskyttelsesrum, elevatorskakte, skorstene, ventilationskanaler, affaldsskakter eller lignende rum.
Stk. 3 Gasrør kan uanset stk. 2 føres i bygningens hulmur, forudsat at rørene føres i foringsrør med åbning mod det fri og gastæt mod bygningens indre.