Skatteankestyrelsen underretter den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, om klagen og indhenter det materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen hos myndigheden.
Stk. 2 Skatteankestyrelsen kan i særlige tilfælde anmode myndigheden om at indhente en udtalelse over klagen eller dele af klagen fra en anden myndighed og indsende den således indhentede udtalelse til Skatteankestyrelsen sammen med myndighedens eventuelle bemærkninger til udtalelsen. En anmodning, jf. 1. pkt., skal efterkommes inden for den frist, som Skatteankestyrelsen har fastsat.
Stk. 3 Hvis Skatteforvaltningen i forbindelse med en klage over en vurdering af en fast ejendom oplyser, at der er iværksat en revision, jf. skatteforvaltningslovens § 33 a, der omfatter den påklagede vurdering, stiller Skatteankestyrelsen klagesagen i bero, indtil revisionen er tilendebragt. Skatteankestyrelsen underretter i så fald skriftligt klageren om berostillelsen.
Stk. 4 Hvis den myndighed, der har truffet afgørelsen, påtænker at genoptage afgørelsen efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, skal myndigheden inden for den af Skatteankestyrelsen fastsatte frist, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 4, 2. pkt., underrette Skatteankestyrelsen herom.