For personer, der tager bopæl i Danmark fra den 1. januar 2020 eller senere, efter at have fået tilkendt højeste førtidspension på Færøerne fra den 1. januar 2003 eller senere eller tilkendt højeste førtidspension i Grønland, træffer kommunen uden ansøgning og uden arbejdsevnevurdering afgørelse om ret til førtidspension efter lov om social pension, når de almindelige betingelser for pension i kapitel 1 i lov om social pension er opfyldt.
Stk. 2 Førtidspensionen, jf. stk. 1, tilkendes med tilbagevirkende kraft fra tilflytningstidspunktet. I førtidspensionen, som efterbetales for perioden, der ligger forud for tilkendelsen, fratrækkes førtidspension fra Færøerne eller Grønland og eventuel supplerende hjælp modtaget efter § 27 b i lov om aktiv socialpolitik, der er udbetalt i samme periode.
Stk. 3 For personer, der tager bopæl i Danmark, efter at have fået tilkendt mellemste eller laveste førtidspension på Færøerne fra den 1. januar 2003 eller senere eller tilkendt mellemste eller laveste førtidspension i Grønland, træffer kommunen efter ansøgning afgørelse om ret til førtidspension efter lov om social pension eller et andet forsørgelsesgrundlag efter anden lovgivning.