SU-bekendtgørelsen Kapitel 8

Denne konsoliderede version af sU-bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 97 af 29. januar 2024,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 570 af 27. maj 2024

Kapitel 8 Ekstra uddannelsesstøtte i forbindelse med fødsel eller adoption
§ 30

Ekstra uddannelsesstøtte i forbindelse med fødsel eller adoption, jf. lovens § 14 og § 19, stk. 3 og 4, kan tildeles, når fødslen eller adoptionen finder sted i en måned, hvor den uddannelsessøgende er indskrevet på og gennemgår en uddannelse, der giver ret til uddannelsesstøtte, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2 Finder fødslen eller adoptionen sted før, den uddannelsessøgende begynder på uddannelsen, der giver ret til uddannelsesstøtte, eller har orlov fra uddannelsen, tildeles ekstra uddannelsesstøtte i 9 måneder med fradrag efter stk. 3. Den uddannelsessøgende, der er enlig forsørger, jf. § 31, tildeles dog ekstra uddannelsesstøtte i indtil 12 måneder med fradrag efter stk. 3.

Stk. 3 Ekstra uddannelsesstøtte efter stk. 2 tildeles med fradrag af

  • 1) måneder mellem den måned, hvor fødslen eller adoptionen finder sted, og den måned, hvor den uddannelsessøgende begynder på eller genoptager uddannelsen, og

  • 2) antallet af rater eller klip, der i en tidligere uddannelse er tildelt og udbetalt som ekstra uddannelsesstøtte, jf. lovens § 14 eller § 19, stk. 3 og 4, i forbindelse med samme fødsel eller adoption.

Stk. 4 Finder fødslen eller adoptionen sted, mens den uddannelsessøgende er i lønnet praktik eller i et projektorienteret forløb med løn i udlandet, der afslutter uddannelsen, tildeles ikke ekstra uddannelsesstøtte til den igangværende uddannelse.

Stk. 5 Ekstra uddannelsesstøtte, der ikke er brugt i den uddannelse, som støtten er tildelt til, kan ikke overføres til en ny uddannelse. I en ny uddannelse kan den ekstra uddannelsesstøtte, der ikke er brugt, efter ansøgning tildeles efter stk. 2 og 3, og § 33, stk. 5.

§ 31

En uddannelsessøgende er enlig forsørger, jf. lovens § 14, stk. 1, 2. pkt., og § 19, stk. 3, 2. pkt., når den uddannelsessøgende har ret til og modtager ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag,

  • 1) i det kvartal, hvor fødslen eller adoptionen finder sted,

  • 2) i det kvartal, der følger efter kvartalet, hvor fødslen eller adoptionen finder sted, eller

  • 3) i det 2. kvartal efter det kvartal, hvor fødslen eller adoptionen finder sted, hvis fødslen eller adoptionen er sket i den sidste måned i kvartalet.

Stk. 2 Styrelsen kan bestemme, at der tildeles ekstra uddannelsesstøtte, jf. stk. 1, til enlige forsørgere, der ikke har ret til ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, som følge af, at de

Stk. 3 Det er en betingelse for at tildele ekstra uddannelsesstøtte efter stk. 2, at de øvrige betingelser for at få ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag er opfyldt.

Stk. 4 Kan styrelsen på ansøgningstidspunktet ikke konstatere, om den uddannelsessøgende er enlig forsørger, jf. stk. 1, tildeles foreløbigt op til 9 måneders ekstra uddannelsesstøtte. De resterende op til 3 måneders ekstra støtte tildeles, når styrelsen inden 6 måneder fra den måned, hvor fødslen eller adoptionen finder sted, kan konstatere, at den uddannelsessøgende havde ret til og modtog ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. stk. 1.

§ 32

Ekstra uddannelsesstøtte efter lovens § 19, stk. 3 og 4, tillægges støttetiden, jf. lovens § 17, når støtten tildeles, og rammen udvides, jf. lovens § 16, når den ekstra uddannelsesstøtte udbetales.

Stk. 2 Overførsel af de indtil 3 ekstra måneder med uddannelsesstøtte, jf. lovens § 14, stk. 2, kan alene ske i en periode på op til 18 måneder fra det tidspunkt, hvor fødslen eller adoptionen finder sted.

Stk. 3 Ved overførsel af indtil 3 af de ekstra måneder med uddannelsesstøtte, jf. lovens § 19, stk. 4, til en uddannelsessøgende, der har ret til ekstra uddannelsesstøtte uden for klippekortet, jf. lovens kapitel 4, ændres tildelingen til støtte uden for klippekortet.

Stk. 4 Ved overførsel af indtil 3 af de ekstra måneder med uddannelsesstøtte, jf. lovens § 14, stk. 2, til en uddannelsessøgende, der har ret ekstra uddannelsesstøtte inden for klippekortet, jf. lovens kapitel 5, ændres tildelingen til uddannelsesstøtte inden for klippekortet.

§ 33

Ekstra uddannelsesstøtte, der er tildelt efter §§ 30-32 kan efter ansøgning udbetales fra den måned, hvor fødslen eller adoptionen finder sted. I forbindelse med fødsel kan moderen bestemme, at udbetalingen af den ekstra støtte skal påbegyndes fra 2 måneder før fødslen forventes at finde sted. I forbindelse med adoption kan den kommende adoptant bestemme, at udbetalingen af den ekstra støtte skal påbegyndes fra 2 måneder før modtagelse af barnet.

Stk. 2 Den uddannelsessøgende bestemmer, hvornår den ekstra uddannelsesstøtte udbetales, jf. stk. 1. Ekstra uddannelsesstøtte efter lovens § 14 kan dog alene udbetales i en periode på op til 18 måneder fra det tidspunkt, hvor fødslen eller adoptionen finder sted.

Stk. 3 Den ekstra uddannelsesstøtte efter lovens § 14 og § 19, stk. 3 og 4, kan efter ansøgning udbetales med dobbelt sats i indtil 6 måneder. Ekstra uddannelsesstøtte efter lovens § 19, stk. 3 og 4, kan efter ansøgning udbetales sammen med et andet klip efter §§ 26 eller 27 eller efter lovens § 17, stk. 1 og 2.

Stk. 4 Den uddannelsessøgende skal være studieaktiv, jf. §§ 13 eller 14, i måneden før den første måned, hvor der udbetales ekstra uddannelsesstøtte. I udbetalingsperioden skal den uddannelsessøgende opfylde støttebetingelserne i lovens § 2, bortset fra kravet om studieaktivitet, jf. lovens 2, stk. 1, nr. 2, og regler fastsat i medfør af lovens § 2, stk. 2. Hvis den ekstra uddannelsesstøtte efter lovens § 19, stk. 3 og 4, udbetales sammen med et klip efter §§ 26 eller 27 eller efter lovens § 17, stk. 1 og 2, skal den uddannelsessøgende opfylde kravet om studieaktivitet i udbetalingsperioden.

Stk. 5 Hvis en forælder efter lovens § 14, stk. 2, eller § 19, stk. 4, overfører ekstra uddannelsesstøtte til den anden forælder, kan denne forælder bruge den overførte ekstra uddannelsesstøtte efter de samme regler, der gælder for den ekstra uddannelsesstøtte, som denne selv har fået eller kan få tildelt.