SU-bekendtgørelsen § 22

Denne konsoliderede version af sU-bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 97 af 29. januar 2024,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 570 af 27. maj 2024

§ 22

Uddannelsessøgende kan få uddannelsesstøtte til enkeltfagsundervisning, når undervisningen

  • 1) kan afsluttes inden for 23 måneder og

  • 2) omfatter mindst 23 ugentlige skemalagte timer, normalt på samme kursus.

Stk. 2 Uddannelsessøgende, der, når enkeltfagsundervisningen begynder, har et barn, der bor hos den uddannelsessøgende, og barnet er under 7 år, når undervisningen begynder, og uddannelsessøgende, der efter enkeltfagsundervisningens begyndelse får et barn, der bor hos den uddannelsessøgende, kan få uddannelsesstøtte, når undervisningen

  • 1) kan afsluttes inden for 35 måneder og

  • 2) omfatter mindst 17 ugentlige skemalagte timer, normalt på samme kursus.

Stk. 3 Enkeltfagsundervisning omfatter almen voksenuddannelse, prøveforberedende enkeltfagsundervisning til folkeskolens afgangsprøver og 10. klasse-prøver, gymnasial enkeltfagsundervisning (hf-enkeltfag) og lignende undervisning på tilsvarende niveau eller en kombination heraf.

Stk. 4 Sammen med almen voksenuddannelse kan forberedende voksenundervisning indgå i opgørelsen af det ugentlige skemalagte timetal efter stk. 1-2 for uddannelsessøgende, der er begyndt på forberedende voksenundervisning, før de fylder 20 år. For uddannelsessøgende, der fylder 20 år under forberedende voksenundervisning, kan uddannelsen alene indgå i timetalsopgørelsen, jf. stk. 1-2, indtil førstkommende 30. juni efter, at den uddannelsessøgende er fyldt 20 år.

Stk. 5 I opgørelsen af det ugentlige skemalagte timetal efter stk. 1-2 indgår ikke fag, som den uddannelsessøgende tidligere har gennemført på samme niveau, medmindre det er fag på folkeskoleniveau, almen voksenuddannelse eller forberedende voksenundervisning.