En uddannelsessøgende, der er EU/EØS-statsborger, kan efter 5 års sammenhængende ophold i Danmark få støtte til uddannelse i Danmark eller i udlandet, når den uddannelsessøgende opfylder de almindelige betingelser, jf. lovens kapitel 1.
Stk. 2 Ved opgørelse af, om der er tale om 5 års sammenhængende ophold i Danmark, jf. stk. 1, skal der ses bort fra midlertidige fravær, der ikke tilsammen overstiger 6 måneder om året, og fravær af længere varighed på grund af aftjening af værnepligt eller af ét fravær på højst 12 på hinanden følgende måneder af vægtige grunde som f.eks. graviditet og fødsel, alvorlig sygdom, studier eller erhvervsuddannelse eller udstationering. Ved mere end 2 års sammenhængende fravær fra Danmark opnås først ret til uddannelsesstøtte efter forløbet af et derpå følgende sammenhængende ophold på 5 år.